Ubåds-Madsen kræves idømt fængsel på livstid

Ubådsbygger Peter Madsen tiltales for drab, usømmelig omgang med lig og for særlig farlig voldtægt.

Ubådskaptajn Peter Madsen blev reddet i land i Dragør Havn fredag 11. august 2017, da hans ubåd sank. Anklagemyndigheden mener, at Madsen om bord på ubåden ”UC3 Nautilus” dræbte journalisten Kim Wall, og at han selv sørgede for, at fartøjet sank. Scanpix/Bax Lindhardt

Ubådskaptajn Peter Madsen blev reddet i land i Dragør Havn fredag 11. august 2017, da hans ubåd sank. Anklagemyndigheden mener, at Madsen om bord på ubåden ”UC3 Nautilus” dræbte journalisten Kim Wall, og at han selv sørgede for, at fartøjet sank. Scanpix/Bax Lindhardt

KØBENHAVN:Anklagemyndigheden har tirsdag rejst tiltale mod ubådsbyggeren Peter Madsen for drabet på den svenske journalist Kim Wall.

Den 47-årige Madsen kræves idømt fængsel på livstid. Samtidig nedlægges der en sekundær påstand om forvaring.

Retslægerådet har nemlig vurderet, at Peter Madsen er så farlig, at forvaring på ubestemt tid kan være påkrævet for at undgå ny kriminalitet.

Det er anklagemyndighedens opfattelse, at drabet på Wall skete efter forudgående planlægning og forberedelse.

Ifølge anklageskriftet er drabsmåden ukendt, men det kan være sket ved halsoverskæring eller kvælning.

Der er samtidig rejst tiltale for særlig farlig voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje og for partering.

- Der er tale om en meget usædvanlig og ekstremt grov sag, som har haft tragiske følger for Kim Wall og hendes pårørende, siger specialanklager Jakob Buch-Jepsen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under faktaboksen

Overblik over drabssagens udvikling

KØBENHAVN: Den svenske journalist Kim Wall døde i raketentusiasten Peter Madsens hjemmebyggede ubåd. Dræbt og parteret, lyder anklagen. Madsen nægter sig skyldig.
Sagen har været en af de mest opsigtsvækkende drabssager - både i Danmark og i udlandet. Her kan du få et overblik:
10. august klokken 19 tager Peter Madsen og den svenske journalist Kim Wall afsted sammen i den hjemmebyggede ubåd "UC3 Nautilus". De stævner ud fra Refshaleøen i København.
Natten til 11. august melder Kim Walls kæreste hende savnet. Wall er ikke kommet hjem fra ubådsturen, der burde være endt sent om aftenen.
11. august finder man efter lang tids eftersøgning "UC3 Nautilus" i Køge Bugt. Ubåden begynder at synke, og Peter Madsen bliver reddet i land.
Han siger, at en fejl fik ubåden til at gå ned, og at Kim Wall om aftenen blev sat i land på Refshaleøen.
12. august bliver Peter Madsen varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.
Natten til 13. august får man ubåden bragt på land, og undersøgelser af den begynder. Politiet siger, at ubåden sank som følge af en bevidst handling, og at det formodes, at Kim Wall er død.
21. august oplyser politiet, at Peter Madsen har forklaret, at Kim Wall døde om bord på ubåden som følge af en ulykke. Han skaffede sig efterfølgende af med liget i Køge Bugt.
Om eftermiddagen anmelder en cyklist fundet af et lig i vandet ved Vestamager.
22. august oplyser politiet, at arme, hoved og ben er blevet fjernet ved en "bevidst afskæring". Politiet oplyser dagen efter, at dna-profilen matcher Kim Wall.
24. august er Peter Madsen på ny til afhøring hos politiet. Her bliver han sigtet for usømmelig omgang med lig.
Madsen erkender sig skyldig i at have smidt Wall i havet, efter at hun ifølge ham døde, da hun fik en tung luge i hovedet. Men han nægter at have parteret hende.
5. september får Peter Madsen forlænget sin varetægtsfængsling i fire uger. Denne gang vurderer dommeren, at der er begrundet mistanke om drab og usømmelig omgang med lig.
3. oktober fremlægger anklagemyndigheden nye beviser i sagen efter at have undersøgt Peter Madsens computer. Blandt andet er der fundet optagelser af kvinder, der bliver dræbt og tortureret.
Det kommer også frem, at Wall er blevet stukket 14 gange i underlivet og en enkelt gang i brystet.
7. oktober oplyser politiet, at man har fundet Kim Walls hoved, to ben, tøj og en kniv i Køge Bugt. Der er ingen spor af fraktur på kraniet. Dermed forekommer det usandsynligt, at Madsens forklaring om hendes død er sand.
30. oktober kommer det frem, at Peter Madsen har ændret sin forklaring om, hvordan Kim Wall døde. Det er sket under en afhøring 14. oktober.
Nu siger han, at hun formentlig døde af kulilteforgiftning, mens han var på ubådens dæk. Han erkender nu at have parteret Wall.
I forbindelse med afhøringen 14. oktober blev Madsen desuden præsenteret for en ny sigtelse. Politiet mener, at de 14 knivstik i Walls underliv udgør en overtrædelse af straffelovens paragraf om anden kønslig omgang end samleje under særligt skærpende omstændigheder.
Drabet får dermed karakter af at være seksuelt motiveret.
Peter Madsen nægter sig skyldig i den del af sigtelsen, ligesom han også fastholder sin uskyld, hvad angår sigtelsen om drab.
14. november oplyser Peter Madsens advokat, at han frivilligt går med til at lade sin fængsling forlænge i yderligere fire uger. Foreløbig skal han sidde fængslet frem til 13. december.
21. november finder Forsvarets dykkere i samarbejde med politiet en arm i Køge Bugt. Det viser sig, at det er Kim Walls.
29. november klokken 10.20 finder dykkere Kim Walls anden arm i Køge Bugt.
16. januar oplyser anklagemyndigheden, at der er rejst tiltale mod Madsen. Der er krav om fængsel på livstid eller forvaring.
Efter planen begynder retssagen mod Madsen 8. marts 2018 i Københavns Byret. Sidste planlagte retsmøde er 25. april 2018.
/ritzau/

Det har tidligere været fremme, at Peter Madsen nægter sig skyldig i drab. Han afviser også, at forbrydelsen på nogen måde skal være seksuelt motiveret, selv om der i Walls underliv er konstateret hele 14 knivstik.

Omvendt har han erkendt sig skyldig i at have parteret Kim Walls lig og i at have smidt kropsdelene i havet.

Det var om aftenen 10. august 2017, at Peter Madsen og den svenske journalist sammen tog afsted i den hjemmebyggede ubåd "UC3 Nautilus".

De stævnede ud fra Refshaleøen i København, men dagen efter kommer kun Peter Madsen levende i land.

12. august blev Madsen varetægtsfængslet i et grundlovsforhør og har siden da fået sin fængsling forlænget flere gange.

Anklagemyndigheden oplyser, at Kim Walls pårørende er underrettet om tiltalerejsningen. Det samme er Madsen og hans forsvarer, Bettina Hald Engmark.

Hun oplyser tirsdag eftermiddag til Ritzau, at hun ikke har kommentarer til udviklingen i sagen. Advokaten er beskæftiget i en anden straffesag og siger, at hun senere skal tale med sin klient om den rejste tiltale.

Ud over forbrydelserne mod Kim Wall tiltales Madsen for to grove overtrædelser af lov om sikkerhed til søs. I øvrigt vil anklagemyndigheden kræve ubåden konfiskeret med henblik på destruktion.

Allerede nu står det klart, at retssagen mod Madsen begynder i Københavns Byret 8. marts. Der er planlagt otte retsdage, og dommen ventes 25. april.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden