Ubegribeligt

Regeringen ønsker at ændre udligningen af penge kommunerne i mellem.

Regeringens forslag betyder, at Mariagerfjord Kommune vil være den kommune i landet, som skal aflevere fjerdemest målt som antal kroner pr. skatteborger. Dertil kommer at regeringen agter at nedlægge puljen til vanskeligt stillede kommuner, en pulje som kommunen plejer at få ca 10 mio. kr. fra årligt. Det er ubegribeligt, at regeringen med et snuptag kan ændre vores kommunes status fra at være en af de vanskeligt stillede til at være en af de rigeste. Vi har en socialdemokratisk borgmester i kommunen, og man kunne håbe på, at han kan gøre sin indflydelse gældende for at få regeringen selv til at ændre forslaget. Jeg har gjort min indflydelse gældende i Venstre, og mit parti har blandt andet i forlængelse heraf foreslået, at regeringen gennemfører det, vi kan være enige om, nemlig beskæftigelsesområdet, men til gengæld bruger mere tid på den øvrige del. Jeg har 100 pct. forståelse for, at der ikke må bruges flere penge, men fordelingen skal være saglig og fair. Vi kan sagtens skabe en endnu bedre kommune med de midler, vi har nu, hvorfor jeg finder, at det er meget konstruktivt, at Venstre ønsker at belønne kommuner, som er effektive. Det har jeg tillid til, at vi nok skal drage nytte af, da jeg ikke er spor bekymret for, at vi kan løfte vores kommune til at være blandt de allerbedste til at udnytte borgernes penge bedst muligt.