Ubesejret tophold fik klø af Hjallerup IF
Håndboldherrerne fra Hjallerup viste storspil mod Randers HH

Galleri - Tryk og se alle billederne.
HJALLERUP:Håndboldherrerne i 2. division fra Hjallerup IF tog en rigtig flot skalp i sidste spillerunde før julepausen ved at besejre det absolutte tophold fra Randers HH med 31-23 efter en pauseføring til randrusianerne på 13-12.
Randers HH kom til Hjallerup med 11 sejre på stribe, men alligevel kom hjemmeholdet i front med hele 7-1, før Randers HH ændrede forsvarsformation og gik tilbage til deres velkendte 4-2 opstilling.
- Efterfølgende lavede vi alt for mange fejl i resten af halvlegen, og derfor kunne gæsterne gå til pause foran 13-12, fortæller Hjallerup-træner Finn Christensen.
I anden halvleg fik Hjallerup for alvor fat med stærkt spil i både forsvar og angreb, og det frustrerede i den grad Randers HH-spillerne, at de udover at lave mange fejl også lod det gå ud over kampens dommere.
- Faktisk var vi på nippet til at kunne vinde med de ti mål, som vi tabte med i den omvendte kamp, for i kampens slutning var Randers HH tæt på at gå helt ned, siger Finn Christensen, der ikke mindst glæder sig over, at spillere som keeper Jeppe Vad og Joakim Aaen begge igen viste format efter nogle kampe under daglig standard.
Trængte til en sejr
- Efter nogle svage indsatser uden den store pointhøsttrængte vi også til denne sejr, og det er dejligt at kunne gå til julepause med en storsejr over topholdet fra Randers HH, lyder det fra en særdeles tilfreds Hjallerup-træner.
Finn Christensen påpeger, at rækken er så tæt, at en enkelt sejr eller nederlag kan forrykke stillingen meget, og med sejren over Randers HH er Hjallerup IF på sjettepladsen med 14 point, og holdet har endda en udsat kamp mod Mejdal til gode i januar, som bliver en måned med mange kampe for Hjallerup IF.
Klubben indleder anden halvdel af sæsonen med en udekamp lørdag 5. januar mod Hogager, der er næstsidst, og kommer man godt fra start i det nye år, er der ikke langt op til den absolutte top.
Mod Randers HH blev Carsten Thomsen topscorer for Hjallerup med otte mål, Joakim Aaen scorede seks gange, mens både Torben Winther og Jon Christensen fandt vej til netmaskerne fem gange.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.