- Ubeskriveligt fedt at gå på efterskole

Fjerritslev 26. september 2002 08:00

VESTER THORUP: - Det skal bare prøves. Det er helt vildt godt. Så er det slået fast. 15-årige Kasper Thomsen er ikke i tvivl om, at han har valgt rigtigt ved at tage et år på Vester Thorup Efterskole. Avisen har taget en snak med ham og 16-årige Louise Skaaning fra samme efterskole om det at flytte hjemmefra og begynde et nyt liv på den måde. På søndag er der åbent hus på landets efterskoler, og i Fjerritslev Kommune gælder det Vester Thorup Efterskole og Han Herreders Ungdomsskole i Skerping. Ifølge Kasper og Louise snyder andre unge sig selv, hvis de for eksempel går direkte i gymnasiet fra niende klasse. Deres begejstring for skolen skyldes især sammenholdet mellem eleverne. Der dannes venskaber, som er mere ærlige og stærke. De unge lærer hinanden bedre at kende, når de er sammen 24 timer i døgnet. Er der problemer i hverdagen, må de nødvendigvis løses. Ellers kan fire mennesker ikke holde ud at bo på samme værelse. Forholdet til lærerne bliver også anderledes end i folkeskolen. Eleverne lærer dem at kende personligt, og så er der altid en voksen i nærheden, hvis der er problemer eller brug for hjælp. Kasper og Louise kan ikke genkende snakken om, at der rent fagligt bliver slappet af på efterskoler. - Vi fik stil for i den første engelsktime, husker Louise. Der er heller ingen undskyldninger for ikke at lave sine lektier. En time hver dag er sat af til lektier, og så skal der være stille på hele skolen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...