Frederikshavn

Ubudne gæster på linjen

Telefonlinje misbrugt til 262 opkald til udlandet - på én enkelt nat

FREDERIKSHAVN: En institution i Frederikshavn politikreds kan se frem til en noget højere telefonregning end sædvanligt. Institutionens telefonlinje ud af huset er blevet misbrugt til ikke mindre end 262 opkald til udlandet i løbet af én enkelt nat. Linjen er en speciel indgang til systemet, der udløser en ny klartone. Der kan så indtastes et internt nummer, eller der kan ringes ud af huset igen. Både i ind- og udland. Det nye opkald registreres nu på institutionens regning. - Noget tyder på, at nogle ude i Europa har sat en computer til at gennemgå alle telefonnumre for at finde ud af, om der efterfølgende kommer en klartone, siger Kriminalinspektør Jørgen Hansen, Frederikshavn Politi. Han opfordrer alle med denne form for adgang til telefonsystemet til at tjekke systemet en ekstra gang, hvis man ikke er sikker på, om det system man har er sikret mod misbrug. Og der er god grund til at gå den telefoniske sikkerhed igennem. For en virksomhed risikerer selv at hænge på regningen, hvis uheldet er ude. Og det kan gå gruelig galt meget hurtigt. De 262 opkald til blandt andet Libanon blev foretaget på bare én nat, og misbruget kunne have fortsat, hvis ikke telefonselskabet havde reageret. Sonofon blev opmærksom på de mange udlandsopkald og spærrede linjen. Det er ikke telefonselskabet, man skal tage kontakt til, men derimod det firma der varetager service af selve omstillingssystemet. Den specielle indgang kan enten spærres eller sikres med en kode, der skal benyttes inden videre opkald kan foretages. Mange ressourcer Politiet i Frederikshavn efterforsker naturligvis sagen, men det er ingen garanti for, at sagen opklares til bunds. Heller ikke selv om det er forholdsvis ukompliceret, at finde ud af, hvilke numre der er ringet til og fra. - Det kan vi få oplyst, men vi kan risikerer at alle numre er udenlandske, og så opstår problemet, fordi det kræver mange ressourcer, siger Jørgen Hansen.