UCI skifter udbyder af antidopingarbejde til næste år

Fra 2021 vil arbejdet med dopingtest i cykelsport blive udført af ITA i stedet for CADF, meddeler UCI.

Når Tour-feltet i 2021 skal dopingtestes, vil det blive udført af Det Internationale Testagentur (ITA). (Arkivfoto)

Når Tour-feltet i 2021 skal dopingtestes, vil det blive udført af Det Internationale Testagentur (ITA). (Arkivfoto)

PARIS:Få sportsudøvere bliver dopingtestet så meget som cykelryttere grundet sportens historie med heftig brug af medicinske genveje.

Det har givet cykelsporten et noget blakket ry, men i et forsøg på at fremstå endnu stærkere i antidopingarbejdet skifter Den Internationale Cykelunion (UCI) nu udbyder i forhold til testarbejdet.

Fra 2021 skal Det Internationale Testagentur (ITA) stå for antidopingarbejdet i cykelsporten i stedet for Cyklings Antidopingorganisation (CADF), som har udført arbejdet siden 2008.

Det meddeler UCI ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Samarbejdet med ITA vil gøre os stærkere end nogensinde på dette område og styrke vores forsvar af rene ryttere samt troværdigheden over for sportens støtter, siger UCI's præsident, David Lappartient.

ITA er nonprofit-enhed etableret med støtte fra Det Internationale Antidopingagentur (Wada), og skiftet til det for UCI kommer i kølvandet på den verserende dopingskandale "Operation Aderlass".

Skandalen har sine rødder i Østrig og går på tværs af sportsgrene, men undersøgelsen har afsløret, at cykelsporten i hvert fald ikke er kommet dopingproblemet helt til livs endnu.

Slovenske Kristijan Koren, kroaten Kristijan Durasek samt østrigerne Stefan Denifl og Georg Preidler er gennem "Operation Aderlass" blevet afsløret som dopingsyndere i cykelfeltet.

Den formelle godkendelse af skiftet til ITA vil blive vedtaget, når UCI's styrende komité mødes 10.-12. juni.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.