Aalborg

Ud af ensomheden efter otte år

Det er vigtigt for mig at høre til og blive holdt af

HASSERIS:- Jeg har været isoleret og ensom i min sygdom i otte år. Men det hjælper, at brugerne og mange af de ansatte her holder af mig. Det er meget vigtigt for mig at føle, at jeg hører til og bliver holdt af. Marianne Færch Jensen fandt via telefonbogen i foråret 2004 frem til Poppelvejcentret i Hasseris. Da var der gået otte år siden hun som 40-årig blev psykisk syg. I 2002 tvangsfjernede Aalborg Kommune hendes søn. - Jeg kommer her for at bygge et liv op for mig selv. For at prøve mig af i arbejdssituationer. Det har jeg ikke haft mulighed for, siden jeg blev syg. Marianne Færch Jensen har blandt andet svært ved at indrette sig under regler, og det er hun ked af. Drømmen er nemlig at kunne klare en eller anden form for arbejde. - Efter at jeg blev syg, har jeg haft svært ved at tackle, når tingene går mig imod. Der skal ikke meget til, før jeg føler det som et nederlag. Det kan være meget små ting i forhold til, hvad man kommer ud for på en arbejdsplads. Jeg bruger stedet her til at øve mig på den slags, forklarer hun. Også i dag har en - med Mariannes egne ord - lille ting drillet. Hun skulle have været med til at arbejde med centrets genbrugsbutik. - Men en medarbejder sagde, at jeg ikke kunne være med, fordi jeg skulle interviewes. Nu ved jeg ikke, om jeg må være med i eftermiddag og om jeg overhovedet er med i gruppen for genbrugstøjet. Jeg har en følelse af, at jeg ikke skal komme for godt igang. Som om jeg lige så godt bare kan pakke sammen og tage hjem. Men det gør Marianne ikke. - Jeg har en fantastisk sød støtteperson her, som jeg vil tage det op med. En medarbejder har også fungeret som bisidder i forhold til socialforvaltningen, som Marianne ikke har det bedste forhold til. For, som hun siger, "de har jo taget min dreng fra mig". Tidligere kom socialrådgiveren hjem til Marianne, men nu holdes alle møder på Poppelvejcentret. - Så kan min kontaktperson dæmpe mig, hvis jeg farer op. Hvis jeg bliver ked af det, reagerer jeg nemlig ved at blive vred. Nu laver min socialrådgiver ingen planer uden mig, og hun møder mig med en anderledes respekt, fortæller Marianne Færch Jensen, der glæder sig til på fredag. - Så skal jeg se min dreng.