Ud af kontorstøvet og tilbage til skolebørnene OPSIGELSE: Skoleleder Jørgen Petersen rejser 1. oktober

SKØRPING:Skørping Skole skal have ny skoleinspektør. Jørgen Petersen har sagt sit job op efter knap seks år og rejser 1. oktober for at blive lærer på den amtslige specialskole, Skibstedskolen. - I løbet af de seks år er der blevet væsentligt mere administrativt arbejde og mindre og mindre tid til arbejdet med børnene og pædagogikken. Og det er ellers det, jeg helst vil arbejde med, siger Jørgen Petersen, som pludselig en dag så, at Skibstedskolen søgte en lærer: - Det er jo lige mig, tænkte han og skred til handling. Skørping Skole har været igennem store forandringer i de seks år. Elevtallet er vokset med omkring 100 til de nuværende cirka 520, en omfattende renovering dominerede de fysiske omgivelser i et par år, og dertil er hele organisationsstrukturen lagt om, så skolen er blevet afdelingsopdelt, og lærerne arbejder i team. Dem er der også blevet flere af i takt med stigningen i elevtallet, så der nu er over 50. - Så det er en stor bedrift efterhånden. Men ledelsesstrukturen er forblevet den samme, siger Jørgen Petersen, som dog sammen med skolebestyrelsen netop er gået i gang med at se på, hvordan man kan gøre det anderledes og bedre. - Det arbejde vil naturligvis fortsætte. Vi er i gang med at lave et udviklingsarbejde om mødestrukturen, oplyser Jørgen Petersen. Han mener ikke, at en skoleleder nødvendigvis skal undervise selv: - Men man skulle gerne have så meget overskud, at man kan være blandt undervisningen og børnene og være en del af det pædagogiske arbejde, siger Jørgen Petersen. På skolen har Jørgen Petersens beslutning vakt nogen bestyrtelse blandt personalet og børnene: - Vi er allesammen meget kede af det, siger skolesekretær Birthe Eck. Opsigelsen er også kommet noget bag på skolebestyrelsesformand Jesper Munksgaard: - Det er meget nyt for os. Men Skørping er en stor skole med en lille administration. Det giver et fantastisk stort pres på skoleledelsen. Alle kommunens skolebestyrelser og skoleledelser skulle netop i aftes til møde med bsk-udvalget, blandt andet for at diskutere ledelse og planlægning.