Brovst

Ud i det blå på gå-ben med gå-ven

BROVST:- Det er så dejligt med foråret i alle haverne. Vi skal se, hvor der er liv og grøde. Se Elly, påskeliljerne står i knop, stråler Olga Torp, mens Elly Arngren knuger hendes arm og smiler. - Jamen, det gør de da også. Vidste man ikke bedre, kunne man tro, at de to kvinder var gamle slyngveninder, omend der aldersmæssigt er flere årtier imellem dem. Men det er kun en uge og tre spadsereture siden, at Elly Arngren blev såkaldt gå-ven for den snart 86-årige Olga Torp. Selv om de to på forhånd kendte hinanden lidt fra Elly Arngrens 20-årige periode som laborant i lægehuset, har få timers samvær hurtigt bragt dem tættere på hinanden. - Du er godt nok blevet møj klippet, bette pige, driller Olga Torp og beder Elly Arngren om at holde op med at være næsvis, da hun foreslår Olga at tage røde sløjfer i håret til ære for fotografen. Op på mærkerne De godmodige stikpiller fyger om ørerne, og grinene er hjertelige, men lige så tit tier den ene stille og lytter opmærksomt, når den anden fortæller. - Det er spændende at lytte til Olga. Hun er fantastisk til at fortælle og har oplevet så meget i sit liv, bemærker Elly Arngren, mens Olga Torp afværgende slår ud med hånden. - Jeg blev så glad, da jeg hørte, det var Elly, der skulle med ud at gå. Jeg kom helt op på mærkerne, ler Olga Torp. Det er en helt ny fornemmelse for hende at være ude i den friske luft igen. I omkring syv måneder har hun været tilskuer til livet udenfor på grund af sygdom og indlæggelse. Men nu skal foråret bides hårdt i låret. - Det er så skønt at komme ud i luften igen og se alle dem, der vinker og råber hej eller go'daw. Nogle standser og kommer hen for at snakke. Det er en stor glæde. Der skal ske noget, og så har vi så meget at snakke om. Kan du huske, da vi ville sætte os på bænken forleden, Elly. Den var alt for lav. Jeg kunne næsten ikke komme op igen. Det må vi have sagt oppe på kommunen. Vil du eller skal jeg, spørger Olga Torp påtaget inkvisitorisk. Hun beklager sig ikke over bentøjet, som ikke makker ret. Ejheller over et slidsomt liv med store sorger efter tabet af sin mand i en tidlig alder. - Livet er nu engang så, alle vi det lære må, ud ad livets landevej, kærligheden møder dig, reciterer Olga Torp med sin egen omskrivning af verset fra filmen "Mød mig på Cassiopeia", hvor det er skuffelserne, som møder én på livets trange vej. Hun tager Elly Arngren under armen. - Nu går vi ud i det blå. Vi skal ud at se os om.