Ud i naturen

Kom med ud og gå en tur.

Ud i naturen til oplevelser Foto: privatfoto

Ud i naturen til oplevelser Foto: privatfoto

Der er simpelthen bare så meget at se på, oplevelse og sanse derude. Og derude er ude i naturen, der omgiver os i Vendsyssel. Skov- og Naturstyrelsen, Vendsyssel er klar til at tage os ved hånden og har netop offentliggjort et program med over 200 arrangementer, og der skulle være noget for enhver smag. - Vi prøver at nå ud til så bredt et publikum som muligt, og i år har vi lagt os ekstra i selen for at byde på nye og spændende former for naturoplevelser”, siger Naturvejleder Torben Stæhr. Programmet byder blandt andet på sæl,-, fiske-, fugle- og hjortebrølsture. Man kan også komme ud med hestevogn eller på cykel, måske for at opleve den mystiske natravn. Gastronomi er et andet emne for flere arrangementer, hvor der laves mad af og med naturen. Der er selvfølgelig også ture i Råbjerg Mile, på Grenen, i moserne og ind i skovene. Man kan også komme ud og være aktiv i naturen, og man kan prøve at overnatte på primitive lejrpladser. Der inviteres til rigtig mange cykelture, og der er mulighed for at komme ud at vandre langt eller løbe på kystskrænter. - Skov- og Naturstyrelsen skaber natur og naturoplevelser, fortæller skovrider Jesper Blom-Hansen. - Vi prøver hele tiden at udvikle naturformidlingsområdet. - I år prøver vi som noget nyt at tilbyde oplevelser på havet. - Der er ture ud til Blue Reef på Læsø Trindel, som er et stort genskabt stenrev, hvor man der vil være sæler og undervandsoplevelser på menuen. Andre ture går mod Hirsholmene med fokus på de mange tusinde havfugle, som holder til der, siger Torben Stæhr . De fleste ture er gratis, men på enkelte arrangementer er der brugerbetaling. Programmet kan ses på www.skovognatur.dk/Vendsyssel.