EMNER

Ud med Fogh - ud med EU

Budskabet var klart ved 1. maj-mødet i Kaas: ikke mere Venstre og ikke mere EU

KAAS:Vejrguderne var ikke med arrangørene af 1. maj-mødet i Kaas Lystanlæg, hvorfor fremmødet også kun var halvt så stort som tidligere år. Omkring 80 var mødt frem i teltet. De røde faner vejede i vinden, øl og pølser stod på bordene, og talerne udtrykte deres mening - især om den borgerlige regering. Men ved 1. maj-mødet i Kaas var det ikke Socialdemokratiets røde rose, der var mest fremtræden, men derimod ordene: "Ud af EU", som beklædte balloner, t-shirts, kuglepenne og endda frø til "forglem-mig-ej" blomster. Folkebevægelsen mod EU var stærkt repræsenteret ved mødet, og det var tydeligt at se på den velbesøgte bod, at de var på hjemmebane. Selvom teltet var omdannet til en EU-fri zone, så var temaet fra talerstolen et helt andet. Gitte Thomsen fra Folkebevægelsen mod EU ville have EU ud, hvorimod de to øvrige talere, folketingsmedlem Erik Mortensen (S) og forretningsfører i SID's A-kasse, Morten Kaspersen, ville have noget helt andet ud. Nemlig regeringen og i særdeleshed statsminister Anders Fogh Rasmussen. Regeringen er ved at føre Danmark ud af velfærdssamfundet, lød det fra Morten Kaspersen, og Erik Mortensen fulgte op med skarp kritik af regeringens skattestop, og kaldte håndteringen af Irak-krigen umoralsk. Og det var ikke kun talerne, der brugte 1. maj-mødet til at diskutere den borgerlige regering. Gitte Thomsen er ikke i tvivl om, hvorfor mødet i år er meget vigtig. - Solidariteten har fået et knæk med den borgerlige regering, og derfor er sammenholdet vigtigere end nogensinde før. Også på kommunalpolitisk plan, siger hun. Bodil Møller deltog i 1. maj-mødet, fordi der bliver ændret meget i samfundet under den borgerlige regering. Hun påpeger dog, at det ikke kun er til det negative. - Jeg kommer, fordi jeg interesserer mig for politik og gerne vil høre, hvad talerne har at sige, siger hun og tilføjer, at 1. maj dog ikke er den samme kampdag som tidligere. - Hvis solen havde været fremme, var der kommet mange flere - og det havde ikke været for talerne. Men dem der er her i dag, er det fordi de er interesseret, siger hun.