Ud med kompas og løbeskoene

To unge orienteringsløbere tilbyder instruktion i orienteringsløb de næste to lørdage fra klokken 11 til 13.

Jane Bünemann, foto: Bente Poder
Interessen for en tur på den nye orienteringsbane i Tornby Klitplantage var stor, da borgmester Arne Boelt klippede den røde snor. OK-Vendelboerne var især glade for, at mange unge var kommet for et høre om orienteringsløb.
Atletik 12. september 2011 11:06

Der var kamp om parkeringspladserne ved Horsedammen på Rævskærvej lørdag middag. For mange ville være med til at åbne en helt ny, permanent bane til orienteringsløb. Mange mødte op i særligt løbetøj med benbeskyttere - det var medlemmerne af Orienteringsklubben OK-Vendelboerne, som er vant til at kæmpe sig gennem skov og krat. Andre kom i almindeligt løbetøj og skulle bare prøve den særlige sportsgren. Én af dem var Frede Jensen, Harken, som til daglig løber i LIUF Løb. - Jeg prøvede orienteringsløb for to år siden, da nogle løbeklubber blev inviteret til at prøve, og nu er muligheden her for at prøve det igen. Nanna Christensen havde sammen med Kristian Quistgaard fra OK-Vendelboerne påtaget sig at instruere de mange nybegyndere. - Du skal altid have kortet til at vende mod nord, og så kan du måske tælle stier på kortet. Går det galt, kan du altid løbe tilbage til sidste post, forklarede Nanna til Frede Jensen. - Orienteringsløb er en god mulighed for at løbetræne og se naturen samtidigt. Jeg tror, at vi i en almindelig løbeklub er meget fokuserede på tid, sagde Frede Jensen, mens han fandt den første post på kortet. Der er i alt opsat 43 poster. Alle er sat i jorden af orienteringsklubbens tidligere formand, Peter Arildsen. Han er også aktiv løber, selvom han er fyldt 79 år. Klubben har medlemmer langt over 80, men også unge medlemmer - helt ned til fire-fem år. Den nye faste bane er en del af Danmarks Idrætsforbunds og Dansk Orienterings-Forbunds orienteringsprojekt "Find vej i Danmark". Ved indvielsen glædede såvel Hjørrings borgmester Arne Boelt (S) som Torben Stæhr fra Naturstyrelsen sig over partnerskabet og samarbejdet med OK-Vendelboerne. De kommende to lørdage står Nanna Christensen og Kristian Quistgaard klar på parkeringspladsen ved Horsedammen. Mellem 11 og 13 forklarer de grundreglerne for orienteringsløb og giver gode råd til, hvordan man kan løbe en tur i skoven.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...