Ud med sutten og på med hjelmen

Seje piger og drenge placerede sig pænt

GANDRUP:Det var en rigtig fed motorsports-weekend for Gandrup Motorsportsklub. Lørdag deltog klubben i Danmarksturneringen, der blev holdt i Randers. 15 kørere og lige så mange hjælpere stillede op i henholdsvis Olds Boys, (Græsrødderne), 80 kubik, (Minirødderne) og de helt små, Microrødderne. Formanden Claus Quistgaard, der troligt følger alle rødderne til løb, fortæller, at lørdagens løb i Randers gav en flot 2. plads, en 4. plads og så vandt de løbet i sidevognskørsel med fire par - de var nemlig den eneste klub, der stillede op. Søndagens løb blev holdt på banen i Vissenbjerg på Fyn for de allermindste, Microerne. Der er ni kørere på holdet, og det er virkelig seje piger og drenge. Den yngste er fire og et halvt og den ældste seks år, men de kan begynde allerede fra de er tre år. - Så det er bare ud med sutten og på med hjelmen, siger Claus Quisgaard. Borgermøde De nye planer for motorsportsklubben kommer op på et borgermøde torsdag 28. april på Gandrup Kro. Her vil Danmarks Motorunion og repræsentanter fra kommunen komme og fortælle om det kommende projekt. Nu mangler kun miljøgodkendelsen, og Claus Quistgaard regner derfor med, at der godt kan gå et år, før arbejdet kan begynde.