Kvissel

Ud og se med NT

Bybustaxien kørte først til Skærum

FREDERIKSHAVN:Egentlig havde kunden bestilt kørsel med bybustaxi fra stoppestedet på Kragholmen ved Fælledbo i Frederikshavn til Koktvedvej ved Privatskolen. Det er tur på ca. tre kilometer. Men kunden fik for de 12 kroner, som turen med bybustaxi koster, en køretur rundt til hele den vestlige del af kommunen gennem Ravnshøj, Åsted, Skærum, Kvissel og nok en gang gennem Ravnshøj. For taxichaufføren skulle - efter at have samlet passageren på Kragholmen op - køre omkring Rutebilstationen efter en ny kunde, der havde bestilt teletaxikørsel til Skærum. Derfra blev taxichaufføren dirigeret til Kvissel efter en ny teletaxikunde, der skulle til Rutebilstationen i Frederikshavn. Først på tilbagevejen fra Kvissel til Frederikshavn blev kunden fra Kragholmen sat af på Koktvedvej. Bybustaxiens lange omvej til Koktvedvej er bare et af en række eksempler, som Frederikshavn Taxa har indsamlet, på, hvordan bybustaxi-kunder bliver sendt ud på omveje, når Nordjyllands Trafikselskab kombinerer bybustaxi med anden kørsel. - Det har aldrig været meningen, at det skulle foregå sådan, fastslår formanden for Frederikshavn Kommunes tekniske udvalg, Jens Hedegaard Kristensen (CD). - Selvfølgelig skal folk ikke på sightseeing i kommunen, når de de bestiller en bybustaxi. Efter hans opfattelse er det indlysende, at kørsel med bybustaxi i Frederikshavn skal foregå udelukkende mellem adresser i Frederikshavn uden svinkeæringer til oplandet. Men han erkender, at det er et emne, som ikke er blevet vendt politisk. - Vi henvendte os til NT for at få dem til at løse en opgave med kørsel i byen. Derfor er det også den opgave, vi har bestilt NT til. Bybustaxi blev indført i Frederikshavn med virkning fra 14. december samtidig med, at bybussen indstillede kørslen om aftenen samt fra lørdag kl. 14 til mandag morgen.