Ud på den store mission i det nye internetunivers

En flok ledige kursister skal både sælge sig selv og en ny teknologi, som først for alvor er udbredt om et par år

AALBORG:De kalder sig "dotnethajer", og det kan godt være, man skal kunne det der med at lugte blod, hvis man skal slå igennem som styrmænd i fremtidens internetunivers. 16 deltagere på et kursus hos ITA Group (tidligere IT-Akademiet) i Aalborg får i hvert fald deres sag for, når de skal ud og sælge både sig selv og .net-teknologien, som er Microsofts kommende totalløsning for internetbaseret virksomhedsdrift. Og for at råbe de kommende arbejdsgivere op præsenterer de sig både i et kulørt hæfte og på en hjemmeside - www.dotnethajer.dk - som har premiere i dag kl. 12. Sælger sig selv Under overskrifter som "Eventyrlysten praktiker" og "Kreativ planlægger med humor" lægges der både i trykt og elektronisk form stor vægt på den enkeltes personlige profil og kvalifikationer. Samtidig fungerer hjemmesiden som udstillingsvindue med prøver på, hvad deltagerne vil kunne tilbyde under praktikophold eller i fast job. Den offensive stil er en meget bevidst del af den 34 uger lange uddannelse, som via AF fortrinsvis tilbydes ledige datamatikere og andre med lignende uddannelsesmæssige baggrund. Ideen er, at deltagerne undervejs i forløbet skal så tæt på arbejdspladserne som muligt, og derfor er der ud over de faglige færdigheder også fokus på, at deltagerne bliver i stand til at sælge sig selv. Teknologi og effektiv optræden på jobbet går hånd i hånd. De lærer dels noget om deres egen personlighed - ved hjælp af MBTI (Myers-Briggs Type Indikator) - og om hvordan man præsenterer sig og kommunikerer med andre, når man skal i gang med at løse en opgave. På prøve En fjerdedel af forløbet består i et praktikophold hos en virksomhed, som deltagerne selv skal skabe kontakten til, og undervejs i forløbet indgår der en række realistiske opgaver, hvor den enkelte får lejlighed til at finde sin rolle i projektet. - Vi gør meget ud af lære deltagerne gode metoder, så de bliver i stand strukturere deres løsningsforslag på en effektiv måde, forklarer Peter Juhl fra ITA Group. - I det hele taget betragter vi det som helt afgørende, at deltagerne får mulighed for at prøve sig selv af og bliver gode til alt det, der handler om at arbejde sammen med andre i det virkelige liv. Selvfølgelig skal man have fod på teknikken og de værktøjer, der hører til, men det er mindst lige så vigtigt, at man bliver god til at producere resultater, uddyber Peter Juhl. - Jeg er stolt over det initiativ, deltagerne har taget og det engagement hele holdet har haft gennem projektet, tilføjer han. To deltagere har allerede forladt holdet, fordi de har fundet sig et job, og Peter Juhl har store forventninger til, at alle deltagere - heraf to kvinder - har fundet vej til et job, når de 34 uger er omme til marts.