Udbrændte biler er ikke undersøgt

To voldsomme bilbrande i Hjørring på en uge har endnu ikke fået politiets teknikere til at rykke ud for at indsamle konkrete spor fra de mange udbrændte biler.

En ny voldsom bilbrand rasede tidligt fredag morgen i et garageanlæg på Nordbovej i Hjørring. Foto: Bente Poder
Arbejdsmiljø 28. december 2007 23:05

Derfor er det foreløbig kun formodninger, der får politiet til at kæde de to brande sammen og antage, at de er påsatte. - Når der er to brande af den slags inden for få dage, får det os til at tro, at de er påsatte, og at der er en sammenhæng. Men vi ved det endnu ikke med sikkerhed, siger vicepolitiinspektør Jens Erik Poulsen, der fastslår, at efterforskningen kører på højtryk trods de manglende tekniske spor. Natten til 22. december udbrændte syv biler og et garageanlæg på Buen i Hjørring. Tidligt fredag morgen fik en lignende brand fire biler og garageanlæg til at gå op i røg på Nordbovej i Hjørring. Ved begge brande har beboere i området hørt afbrænding af kanonslag og andet fyrværkeri forud for brandene. - Der er også blevet set nogle personer i området, men vi har ikke noget konkret at gå efter, siger Jens Erik Poulsen. Irja Thomsen, der bor på Buen og er en af de uheldige bilejere, undrer sig over, at politiet endnu ikke har undersøgt de syv biler, der udbrændte for en uge siden, og som stadig står mellem resterne af garageanlægget. - Jeg synes, det er dårligt. Beboerne er bange, og hvem ved, hvor brandstifterne slår til næste gang, siger Irja Thomsen. Stationsleder hos Nordjyllands Politi i Hjørring Poul Severinsen siger, at det er normalt, at der går nogle dage, inden teknikerne når frem i den slags sager. - Det er en sag med høj prioritet, men trods alt ikke så høj, at vi sætter himmel og hav i bevægelse. Og sporene skal nok blive der, siger Poul Severinsen. jakob.gammelgaard@nordjyske.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...