Udbryder bag ny liste - eksborgmester med

Kirsten Moesgaard, der for få måneder siden brød med de konservative, står bag ny tværpolitisk liste op til kommunalvalget i Vesthimmerland

Kirsten Moesgaard er klar til at fortsætte i kommunalpolitik. Efter bruddet med Det Konservative Folkeparti har hun taget initiativ til en ny tværpolitisk liste i Vesthimmerland. Foto: Mette Nielsen

Kirsten Moesgaard er klar til at fortsætte i kommunalpolitik. Efter bruddet med Det Konservative Folkeparti har hun taget initiativ til en ny tværpolitisk liste i Vesthimmerland. Foto: Mette Nielsen

VESTHIMMERLAND:Det tidligere konservative byrådsmedlem i Vesthimmerland, advokat Kirsten Moesgaard fra Farsø, kommer til at stå øverst på en ny tværpolitisk liste, der stiller op til kommunalvalget i Vesthimmerland tirsdag 21. november.

Med sig har hun foreløbig otte andre kandidater

På listen, der hedder VestHimmerlandsListen, er også det nuværende byrådsmedlem Anette Vahlgreen. Hun er tidligere medlem af Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, men blev i byrådsperioden løsgænger som Kirsten Moesgaard.

På kollisionskurs

Kirsten Moesgaard brød med de konservative for kun tre en halv måned siden. Det skete efter lang tids blæst omkring den konservative borgmester, Knud Kristensen.

Moesgaard har gennem mange måneder været på intern på kollisionskurs med borgmesteren. Hun er således en del af det flertal i økonomiudvalget, der har været i hård infight med Knud Kristensen i de meget omtalte sager omkring borgmesterens inhabilitet.

- Jeg havde jo egentlig meldt ud, at jeg ville stoppe i politik. Men jeg har bare fået så mange opfordringer til at etablere en liste, at jeg har valgt at tage udfordringen op, siger Kirsten Moesgaard, der har arbejdet på at få etableret en liste, som dækker kommunen bredt geografisk.

Eksborgmester med

Med på listen er også tidligere borgmester i den daværende Farsø Kommune, Jette Thomsen.

Efter sit farvel til byrådet slog hun sig ned på Sjørup Søvej i Gatten, hvor Jette Thomsen blev første formand for golfcentret og siden, fra 2002, medarbejder på stedets nybyggede luksushotel, inden hun for 10 år siden blev ansat som rejseleder ved Riis Rejser.

Det job kvittede hun sidste efterår.

- Det kræver en vis fysik at stå med en busfuld turister på vej til Toscana, lyder det fra Jette Thomsen, som til gengæld føler hun har masser af kræfter til kommunalpolitik, hvis hun skulle blive valgt til det nye byråd, som tiltræder ved årsskiftet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.