Udbud fastholdes trods klage

Udvalgsformand Ole Albæk (UP) afviser nyt udbud så tæt på nyt skoleår

HJØRRING:Konkurrencestyrelsen har i en vejlende udtalelse om skolekørslen i Hjørring Kommune givet Taxa Vendsyssel Medhold i en klage over udbudsmaterialet. Styrelsen anbefaler, at kommunen annullerer afgørelsen, som har givet skolekørslen til Nordjyllands Trafikselskab (NT), men det afviser formanden for Børne- og undervisningsudvalget, Ole Albæk (UP). - Jeg beklager, at der har været fejl i udbudsmaterialet, men vi vil ikke lave vores skolekørsel om på nuværende tidspunkt. Vi kan ikke skabe usikkerhed om skolebørnenes kørsel kun tre uger før skolestart, siger Ole Albæk (UP). Visse grupper af kommunens skolebørn køres i skole af forskellige årsager. Enten fast kørsel på grund af afstand eller skolebørn til specialskoler eller specialklasser. Ole Albæk beklager fejlene i udbudsmaterialet. De selvsamme fejl som konkurrencestyrelsen også har påpeget i sin udtalelse. - Vi har selv følt, at der bliver en sammenblanding, som ikke var i orden. Men nu har vi altså skolebørn, som skal køres i skole. Det er for sent at ændre på sagen nu, siger Ole Albæk. Taxa Vendsyssels direktør Jørgen Steengaard sagde i lørdagsavisen, at han forventer, at udbuddet skal gå om. Desuden forventer han at de nuværende kontrakter forlænges, indtil et nyt udbud er på plads. I modsat fald vil Taxa Vendsyssel gå helt til tops og indbringe sagen for Klagenævnet for Udbud, som er øverste myndighed i sagen. - Konkurrencestyrelsen udtalelse er klokkeklar. Når vi får kommunens skriftlige afvisning af at sende skolekørslen i nyt udbud, så sender vi omgående sagen videre til Klagenævnet for Udbud, siger Jørgen Steengaard. Han mener i øvrigt, at Ole Albæks argument er svagt. - Jeg er helt sikker på, at vognmændene er klar til at hjælpe kommunen og forlænge deres kontakter om som sædvanligt at køre med skolebørn, siger Jørgen Steengaard.