Uddannelse hele livet - hvorfor det?

Uddannelse er rigtig kommet i fokus gennem det seneste stykke tid. Landets statsminister har appelleret til, at lønmodtagerorganisationerne prioriteret uddannelse fremfor løn i de næstkommende overenskomstforhandlinger.

Socialdemokratiet vil sætte turbo på uddannelse gennem livet ved at tilføre området yderligere økonomiske ressourcer. Så den politiske bevågenhed fejler ikke noget. Men er al den snak om efteruddannelse nu også nødvendig. Som en ældre kontorassistent udtalte: "Så lang tid skrivemaskinen virker, skal jeg ikke lære noget med computer.." I en periode kan man givetvis godt isolere sig fra udviklingen. Men der kommer som regel en brat opvågning. Ikke alene for enkeltpersoner men for hele brancher. Og for hele samfund. Set i et globalt perspektiv har hele den vestlige industriproduktion siden 60'erne været under pres fra Østen – ikke mindst Japan. Uddannelse skal ikke være, fordi der måske i en periode er en gunstig offentlig medfinansiering. Uddannelse skal heller ikke være fordi, der lige er "et hul" inden næste ordre. Så har vi tid. Uddannelse skal heller ikke være fordi, andre gør det. Men vi ved egentlig ikke hvorfor. Uddannelse skal være fordi det pinedød er nødvendig, for at vi kan klare os i fremtiden. Ja, faktisk for at vi kan overleve som et velstandssamfund. I dag betragter mange uddannelse som en omkostning. Virksomhederne kigger på "hvor lang tid skal vi undvære medarbejderen, og hvad så med de kunder, der ringer, når hun er væk?" – og medarbejderen siger mange gange "det vil jeg gerne, - men ikke lige nu, vi har så travlt…" Uddannelse er ikke en omkostning. Uddannelse er en investering. En investering der er nødvendig for at klare sig i fremtiden. Uanset om vi er en virksomhed, en branche, et individ eller et helt samfund. Såfremt der er nogenlunde enighed om betydningen af uddannelse gennem livet, melder spørgsmålet sig: Hvem skal betale..? Og svaret er: Det skal samfundet – det skal virksomhederne – og det skal den enkelte person. Nogle gange bliver hele denne betalingsproblematik gjort til genstand for simpel kassetænkning. Tiden er moden til, at vi hæver os op over den daglige bogføring. Hvorfor ikke lave en national handlingsplan for uddannelse frem mod år 2010? Måske oven i købet et nationalt kompromis. Vi skal have højnet ambitionsniveauet på dette område. Gjort det til attraktivt politisk stof. På linje med sygehusene. Samfundet – staten – skal sikre nogle gunstige vilkår for at udøve og deltage i uddannelse gennem livet. Her skal området prioriteres ud fra hensynet til den langsigtede investering. Og ikke kravet om en absolut hurtig gevinst. Virksomhederne skal skabe plads for uddannelse i den løbende planlægning. Og medarbejderne skal se uddannelse som en mulighed for at fastholde sine kompetencer på arbejdsmarkedet. Sammenlagt skal virksomheder og medarbejdere nå frem til en fælles forståelse på hele dette område. En forståelse, der overgår snævre økonomiske og fagpolitiske interesser her og nu. Kun på denne måde kan vi for alvor komme videre. Den politiske opmærksomhed er åbenbart stigende. Virksomhederne mærker presset ude fra den store verden. Medarbejderne mærker det i konstante krav om forandringer og "følgen med tiden." Nu skal tingene forenes og gå op i en højere enhed. Starten kunne jo være den nationale handlingsplan. Og kontorassistenten der skrev på maskine – hun er allerede i gang med avanceret web-design – på engelsk ! Per Christian Jensen er forstander på Aalborg Handelsskole, Sofiendalsvej 97, Aalborg SV. E-mail: pcj@ah.dk