Uddannelse i klemme

Studerende på billedkunstnerisk grundkursus (BGK Nord) ved ikke, om de er købt eller solgt

Eleverne på BGK Nord ved i princippet ikke, om de er købt eller solgt. De er alle meget talentfulde, og hidtil har kurset været et af de eneste steder, hvor de kan forberede sig til en videregående kunstuddannelse. Arkivfoto: Lars Pauli

Eleverne på BGK Nord ved i princippet ikke, om de er købt eller solgt. De er alle meget talentfulde, og hidtil har kurset været et af de eneste steder, hvor de kan forberede sig til en videregående kunstuddannelse. Arkivfoto: Lars Pauli

Det treårige grundkursus, som skal forberede unge nordjyder til at søge ind på en videregående kunstuddannelse, er havnet i lidt af en kattepine. Kurset har hidtil fået støtte af statens kunstråd, men hér er man så langsom til at svare på uddannelsens ansøgning om penge til at fortsætte, at de studerende ikke ved, om de er købt eller solgt. - Vi kæmper selvfølgelig for at overleve. Men fakta er, at vi stadig ikke ved, hvordan Kunstrådet vil stille sig, og derfor er vi også nødt til at tage vores forholdsregler, fortæller Bramwell Flyckt. Som formand for interimbestyrelsen i KunstVærket, som også omfatter BGK Nord, blev han allerede sidste år opmærksom på problemet, som også skitseres i den evalueringsrapport, Kunstrådet netop har modtaget. - Det er lidt kritisk, for den treårige forsøgsordning, vi oprindeligt var under, udløber i princippet her til juni. Og selvom Kunstrådets pulje til formålet fortsætter et år mere, har vi endnu ikke fået svar på vores ansøgning, forklarer han. Foreløbig har BGK Nord valgt at udskyde optaget af nye elever til august. Og får man et negativt svar, håber Bramwell, det lykkes at skaffe pengene at afvikle skolen, uden nogen kommer i klemme. Eventuelt via øgede tilskud fra Aalborg Kommune eller Region Nordjylland.