Uddannelse med lang tradition stadig populær

Hvert år er der 15-20 studerende i gang med en hård og kostbar MMT på AAU

Poul Israelsen: - Vores studerende sidder typisk i tekniske stillinger og ønsker at blive mere forretningsorienterede.

Poul Israelsen: - Vores studerende sidder typisk i tekniske stillinger og ønsker at blive mere forretningsorienterede.

AALBORG:Den to-årige MMT-uddannelse har eksisteret på Aalborg Universitet siden 1997 og var dengang den første lederuddannelse i Norden.

MMT står for Master in Management of Technology, og studielederen, professor Poul Israelsen fra Center for Industriel Produktion, oplyser, at der hvert år er 15-20 studerende på uddannelsen fordelt på to hold.
Når de er færdige, har de ret til at kalde sig master i teknologiledelse ligesom de har ret til at bruge betegnelsen ”MMT, en Executive MBA uddannelse”.
Tilføjelsen - en Executive MBA uddannelse - hænger sammen med, at uddannelsen er akkrediteret af The Executive MBA Council i USA.
Underviserne er fortrinsvis tilknyttet civilingeniør- og cand.merc.-studierne. Desuden anvendes eksterne undervisere fra ind- og udland samt fremtrædende personer fra erhvervslivet.
AAU tilbyder også fra i år en MBA-uddannelse, men hvor den er mere forretningsorienteret, er en MMT mere teknisk orienteret.
- Vores studerende sidder typisk i tekniske stillinger og ønsker at blive mere forretningsorienterede, fortæller Poul Israelsen og tilføjer, at udgangspunktet for uddannelsen netop er forandringsledelse.
Uddannelsen varer to år, og for at blive optaget skal man have en uddannelse mindst svarende til bachelorniveau, man skal have ledelseserfaring, og der kræves typisk mindst tre års relevant erhvervserfaring efter endt uddannelse.
Desuden er der et vist kapitalkrav, idet uddannelsen koster 230.000 kroner plus 15.000-17.000 kroner i hvert af de fire semestre til bøger og ophold i forbindelse med seminarerne. Desuden kan man i tredje semester komme på studietur til udlandet, hvilket vil koste 20.000-25.000 kroner.
I alt er vi altså oppe over 300.000 kroner, så i de fleste tilfælde er det deltagernes arbejdspladser, der betaler.
Selv betaler de med et stort indgreb i deres fritid.
Universitetets nye MBA-uddannelse koster noget mindre, nemlig 189.000 kroner.
Prisforskellen handler ifølge Poul Israelsen om, at der på MMT-uddannelsen følger tæt vejledning omkring deltagernes projektarbejde med.
- Projektarbejdet tager udgangspunkt i deltagernes egne virksomheder og fordi vejledningen er så intensiv, er den selvfølgelig også omkostningstung, nævner Poul Israelsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.