Uddannelse og idræt i Teknologiparken

Aabybro Borgerforening drømmer om at samle skoler og idrætsfaciliteter - eventuelt i etaper.

Bygningen i Teknologiparken i Aabybro, der tidligere rummede Comlog, kan måske indgå i en campus. Foto: Martin Damgård

Bygningen i Teknologiparken i Aabybro, der tidligere rummede Comlog, kan måske indgå i en campus. Foto: Martin Damgård

Drømmen om en campus i Aabybro, hvor uddannelsesinstitutioner samt idræts- og fritidsfaciliteter er samlet på ét sted, lever stadig i bedste velgående. Det forsikrer Christian Jensen, formand for Aabybro Borgerforening og medlem af et udvalg, der arbejder på at føre ideen ud i livet. Projektet var et af de emner, som blev debatteret på borgerforeningens generalforsamling forleden. Endnu har det lange udsigter, men projektet kan eventuelt udføres i etaper, hvis blot der er en overordnet plan for området, mener Christian Jensen. - Der er ikke megen tvivl om, at de to skoler i Aabybro er for små. De skal udbygges, men der er ikke plads der, hvor de ligger i dag. Tanken er, at en campus blandt andet skal bestå af de to skoler samt VUC og idrætsfaciliteter, siger Christian Jensen. Et muligt sted er Teknologiparken, efter at helhedsplanen for området er ændret til offentlige formål. - Der er adskillige hektar land, og omfartsvejen er tæt på. Så det er ideelt med hensyn til busforbindelser, mener Christian Jensen. Han kalder det oplagt at placere et 10. klassescenter dér. - Vi ved godt, at der er forskellige meninger om placeringen af sådan et center. De vil også gerne have det i Fjerritslev, og de skal have lov til at have den holdning. Men vi mener, at det er bedst at placere det i Aabybro, som er centerby i vores kommune, siger Christian Jensen. I Teknologiparken ligger den bygning, som tidligere rummede virksomheden Comlog, der er solgt til et svensk firma. Bygningen kan måske indgå i en campus. - Nu er det jo et privat foretagende, men det er da oplagt at inddrage det, eftersom det ligger midt i området. Og det er nyt og nogle dejlige lokaler. Jeg har ikke hørt, om der er noget under opsejling, men det indgår da i mine tanker, siger Christian Jensen. Borgmester Mogens Gade (V) var gæstetaler på generalforsamlingen, og han blev spurgt om udviklingen på skoleområdet. Han er også tilhænger af at samle skole og fritid. Finansieringen skal på plads, men der vil kunne komme indtægter fra salg af de eksisterende skoler, sagde Mogens Gade.