Efterskoler

Eleverne strømmer til - nu vil populær efterskole bygge til

Stidsholt - Nordjyllands Idrætsefterskole har fået flere elever, så nu vil man gerne bygge bl.a. en ny værelsesfløj

Stidsholt - Nordjyllands Idrætsefterskole er gået fra 110 til 154 elever de seneste fem år.
Stidsholt - Nordjyllands Idrætsefterskole er gået fra 110 til 154 elever de seneste fem år. Foto: Stidsholt

STIDSHOLT: Stigende elevtal er en af årsagerne til, at Stidsholt - Nordjyllands Idrætsefterskole rumler med byggeplaner. Skolen, der ligger syd for Sæby, er de seneste fem år gået fra 110 til 154 elever, så nu er der behov for en ny værelsesfløj som den, skolen byggede i 2020.

I forbindelse med byggeplanerne er skolen dog stødt på en del rod i forbindelse med lokalplanen, da skolens hal bl.a. er bygget ind over to matrikler.

- Lokalplanen er helt tilbage fra Sæby Kommunes tid. Vi blev opmærksomme på det, da vi skulle bygge den nye værelsesfløj i 2019-2020, så nu skal der laves en ny lokalplan, fortæller forstander Andreas Ingerslev Larsen.

Den nye værelsesfløj får plads til 24 elever. Tegning: Stidsholt

- Og da der nu skulle laves en ny lokalplan, så tænkte vi, at vi hellere måtte tænke efter, hvad det er vi egentlig drømmer om, siger Andreas Ingerslev Larsen.

Lige nu og her er det en ny værelsesfløj, som gerne skulle kunne bygges næste år, et motionsrum og et depotrum. Men på sigt er der også større drømme.

- Vi drømmer også om en ekstra hal, men det er ikke lige nu og her. Og så skal vi også have renoveret, for det er jo en gammel skole, vi har, forklarer forstanderen, der oplyser, at skolen har pengene hjemme til den nye værelsesfløj.

forstander Andreas Ingerslev Larsen håber, at den nye værelsesfløj kan stå færdig næste år. Privatfoto

Hvordan kan det være, at I har fået så mange flere elever?

- Vi har jo nok været gode til at drive skole og har nogle dygtige undervisere. Vi har nok også været mere tydelige i vores idrætsprofil. Vi fjerner fra sommeren 2024 e-sport som en linje og koncentrerer os om de mere klassiske sportsgrene. Vi tror, det tiltrækker flere elever, siger forstanderen.

Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune skal på sit møde 17. april tage stilling til en igangsætning af planlægningen for en udvidelse af efterskolen, hvilket vil kræve en ændring af lokalplanen og et tillæg til kommuneplanen.

Administrationen vurderer, at der ikke er tale om en så væsentlig ændring af kommuneplanen, at det forudsætter en foroffentlighedsfase.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden