Uddannelse på alle hylder

Udstillere flokkes om de mange tusinde unge, der snart skal vælge uddannelse

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Johannes Kinsch er svensker, bartender, nummer tre ved VM for bartendere og instruktør på bartenderskolen. Han giver prøver på sine jonglørevner på messen.

AALBORG:Soldat? Magister? Konditor? Ingeniør? Bartender? Mulighederne byder sig til i disse dage, hvor adskillige tusinde unge nordjyder besøger årets udgave af messen "Uddannelse uden Grænser" i Aalborg Kongres & Kultur Centers varme. Inden dørene slås i lørdag kl. 16 regner arrangørerne med at nå henved 10.000 besøgende. I går og i dag fragtes elever fra en lang række ungdomsuddannelser til messen. De kan blandt meget andet høre om højskoleophold, studier i udlandet, forsvarets mange uddannelser - og EBS, den europæiske bartenderskole, der trækker stor opmærksomhed: Bartenderjob sydpå Den byder på tre ugers intensivt kursus i København, Malaga eller græske Kos, hvorefter skolen garanterer job en sommersæson. 300-400 unge danskere deltager hver år og lægger dermed grunden til et velbetalt studiejob sidenhen. - Du kan godt sammenligne det med guideskolerne. Som bartender tjener du bare bedre og har mere fri, for guider har jo aldrig rigtigt fri, forklarer Lasse Madsen, instruktør på kurserne i Malaga. Alle landets otte universiteter deltager også med større eller mindre stande, der konkurrerer om gymnasieelevernes gunst: - Det har en clearingeffekt, forklarer Allan Clausen, informationsleder på Aalborg Universitet. Når vi er her alle sammen, neutraliserer vi lidt hinanden. Ved at blive væk ville vi overlade banen til de andre. Billigt er det ikke. Alene leje af standen koster Allan Clausen og AAU 70.000 kroner, men til gengæld svarer elever fra 3.g, at mere end hver anden henter oplysninger fra messen, når de bliver spurgt om, hvor de finder oplysninger. På Forsvarets store stand står sergent Palle Kurreborg Pedersen. Han går på Flyvevåbnets officersskole, og han meldte sig selv, da skolen spurgte efter en frivillig til messen i Aalborg. Med familie og kæreste ved Aalestrup giver det et par ekstra dage på hjemmebanen. - Vi er her først og fremmest, fordi Forsvaret mangler folk til officersuddannelserne. Her har vi en god mulighed for at møde mange unge, forklarer han. Våben vises frem På en del af standen viser Jægerkorpset våben frem. Dér flokkes drengene, mens pigerne i højere grad spørger til de forskellige uddannelser i de tre værn og Beredskabet. Messen er arrangeret af et privat firma. De seneste tre gange er det sket i samarbejde med Studievalg Nordjylland, som har arrangeret en lang række oplæg om forskellige fag og uddannelser. - Det giver en rigtig god synergi-effekt, mener Martin Rovs Hansen, centerleder hos Studievalg Nordjylland. Han regner med, at omkring 90 procent af målgruppen når at dukke op. Martin Rovs Hansen har noteret, at stadig flere højskoler deltager: - Det er fint, for de hjælper mange til at blive afklarede, konstaterer han.