Uddannelsesvejledning scorer højt

Lars Munkholt Sørensen - glæder sig over fjordkommunens fine placering i den seneste brugerundersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut. Arkivfoto
9. oktober 2016 05:50

Fjordkommunens unge er nogle af Danmarks mest tilfredse, når det gælder uddannelsesvejledningen i folkeskolens afgangsklasser.

Det fremgår af en ny brugerundersøgelse fra Danmarks evalueringsinstitut (EVA). Her kommer UU Mariagerfjord ind på en delt førsteplads, når det gælder tilfredshed blandt eleverne i skolernes 9. og 10. klasser og specialklasser.

I undersøgelsen bliver de unge blandt andet bedt om at vurdere på i hvor høj grad UU centrene og vejledningsaktiviteterne har hjulpet de unge til at finde ud af, hvilken uddannelse de skal vælge. Her opnår UU Mariagerfjord en score på 64,8 mod et landsgennemsnit på 57,8.

Scoren er desuden en fremgang i forhold til sidste år, hvor UU Mariagerfjord placerede sig som nummer seks ud af de 55 UU-centre i Danmark.

Eleverne bliver samtidig spurgt, om de 1. marts 2016 var parate til at vælge, hvad de skulle efter 9.-10. kl./specialklasse. Her følger UU Mariagerfjord landsgennemsnittet på 92 pct., og det er ligeledes en fin fremgang fra i fjor, da UU Mariagerfjord lå under landsgennemsnittet.

Konstitueret leder Lars Munkholt Sørensen, UU Mariagerfjord, glæde sig naturligvis over tallene og sender en stor ros videre til medarbejderne i UU Mariagerfjord - og til samarbejdet med forældre, folkeskolerne og uddannelsesinstitutionerne.

- Undersøgelsen viser, at UU Mariagerfjords vejledere er synlige på skolerne, og at vejledningsaktiviteter som uddannelsesaftner, intro og brobygning på uddannelsesinstitutionerne, har en effekt. Det er også vigtigt at nævne det gode og velfungerende samarbejde med forældre, folkeskolerne og uddannelsesinstitutionerne. Uden dette samarbejde ville vi ikke kunne præstere så gode resultater. Det er netop afgørende, at vi ser det som en fælles opgave at få de unge mennesker godt på vej, siger han.

Samtidig skynder han sig at understrege, at topplaceringen i 2016 naturligvis ikke må blive en sovepude.

- Vi skal fortsat trække i arbejdstøjet og gøre en stor indsats for at få de sidste i gang med uddannelse og ikke mindst fastholde dem i uddannelse, siger Lars Munkholt Sørensen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...