Skolevæsen

Uddannet eller udbrændt?

Under den igangværende strejke blandt landets sundhedspersonale, har jordemoderstuderende landet over fået udstukket en opgave, der lyder: Skriv en kronik om jordemoderarbejde i det danske velfærdssamfund.

Temaet fik os til at kigge nærmere på arbejdsmiljøundersøgelsen fra 2006, der blev foretaget på vegne af jordemoderforeningen. Undersøgelsen, der havde en svarprocent på 85, viser, at 30 procent af jordemødrene alvorligt overvejer at skifte job. Samtidig oplever 44 procent, at de ikke kan udføre deres arbejde på en menneskelig forsvarlig måde, og heraf er 55 procent nyuddannede med mindre end fem års anciennitet. Selvom vi ikke umiddelbart kan nikke genkendende til, at ca. en tredjedel af vores kollegaer er så utilfredse, at de overvejer at finde nye græsgange, kan vi allerede i løbet af vores studietid mærke på egen krop, hvordan vi til tider ikke kan løbe stærkt nok. Vi spørger derfor os selv, om vi snart bliver en del af de 55 pct.? Det er blevet foreslået, at jordemødrenes forventninger til egen præstation og forventninger til faget, kan være årsag til oplevelsen af utilstrækkelighed (Med håbløsheden i hælene, Tidsskrift for jordemødre, nr. 12, 2007). Det kan selvfølgelig være en del af sandheden, men kunne det også handle om, at den nyuddannede jordemoder allerede er tilnærmelsesvis udbrændt ved ansættelsessamtalen? Blandt jordemoderstuderende går snakken ofte på, om vi overhovedet kan klare presset, i stedet for at handle om glæden ved det enestående arbejde vi uddanner os til. Er vi en gruppe pessimistiske og utaknemmelige unge kvinder, der er vant til at få det hele serveret? Og derfor ikke kan klare lidt modstand og udfordring? Eller ligger der noget større til grund for den følelse af utilstrækkelighed, der gennemsyrer vores hverdag? Stort set alle har hørt om de store krav, der stilles for at blive optaget på jordemoderstudiet, men anstrengelserne ender ikke her. Jordemoderuddannelsen er opbygget omkring et forløb på tre et halvt år, ligeligt og skiftevis fordelt mellem praktik og teoretisk undervisning. En fornuftig idé, der giver god mulighed for at udvikle praktiske kompetencer, men det er også sammen med optagelsesbrevet, det første dilemma melder sig. De studerende, som ingen indflydelse har på tildelingen af praktikpladser, kan risikere at havne på et sygehus, der ligger 160 km fra skolen. Hvor bosætter man sig så? Skal man flytte ved hvert semesterskift eller pendle? Begge muligheder medfører større udgifter, for hvilke den jordemoderstuderende ingen økonomisk støtte får udover den almindelig SU. Er man begyndt på drømmestudiet, byder en typisk uge på 1. semester på gennemsnitligt 30 skemalagte timer i fag, der strækker sig fra anatomi og fysiologi til psykologi og pædagogik. Spændende og yderst relevant stof! Derudover kommer den daglig læsning og forberedelse til 10 obligatoriske opgaver, to skriftlige prøver og en mundtlig prøve uden hjælpemidler eller læseferie. En stor mundfuld for enhver, men den jordemoderstuderende klarer det, selvfølgelig, med et smil, og beviser dermed, at hun er god nok. At hun har fortjent den plads, der står 10 andre piger i kø for at få. I praktikken får den studerende tildelt en eller to kontaktjordemødre, som skal være hendes vejledere i løbet af semesteret. Kontinuitet prioriteres højt og ved at følge de samme jordemødre får den jordemoderstuderende en sammenhængende oplæring. Hun følger sine jordemødre i deres almindelige vagter: Dag, aften, nat og tilkaldevagter i både weekender og helligdage. Og en studerende gør det uden den gængse økonomiske kompensation, der plejer at følge med arbejdet på skæve tidspunkter. Hun gør det for sin uddannelses skyld, for at lære så meget som muligt og blive den bedste jordemoder hun kan men hvor gode er læringsmulighederne i tilkaldevagtens sidste time, hvor man har stået til rådighed i op til 23 timer, eller klokken fire om natten, når kroppen er på sit laveste? Kunne det se ud som om, at det er timetallet og ikke læring, der bliver prioriteret højest under den praktiske periode? Er der nødvendigvis sammenhæng mellem timeantal og indlæring? Arbejdsugen er på 37 timer, men derudover kommer den teoretiske del, der skal læses op på i forbindelse med praktikken, to skriftlige refleksioner ugentligt og transport frem og tilbage. Der er dog ingen plads til slinger i valsen. Et fravær på mere end 10 procent forhindrer den studerende i at bestå et semester. Senere i uddannelsen er det den jordemoderstuderende, der udfører de fleste opgaver under supervision og vejledning fra kontaktjordemoderen. Da uddannelsen skal sikre, at den studerende udvikler faglige såvel som personlige kvalifikationer til at varetage jordemoderfaglig opgaver (Bekendtgørelse om jordemoderuddannelsen nr. 234, 30. Marts 2001), betyder det, at det ikke kun er den studerendes faglighed, men også hendes personlighed, der vurderes. Der er ikke kun tale om en vurdering, der foregår én gang per semester, men en løbende vurdering, hvor den studerende altid skal være parat til at tage imod konstruktiv kritik og forsvare sin faglig viden samt måde at være på som person et pres, der for mange kan være svært at tackle. Kunne det være, at de jordemoderstuderende allerede inden arbejdslivet er ved at brænde ud? Studierektor fra jordemoderuddannelsen, University College Nordjylland, Britta Magnussen oplyser, at cirka otte procent af de studerende holder orlov. Tallet lyder måske ikke højt, men set i lyset af hvor mange bestræbelser de fleste har gjort sig for at komme ind på studiet, er det dog bemærkelsesværdigt. Der skal nemlig meget til, for at en jordemoderstuderene kaster håndklædet i ringen og siger, nu er det nok!. Hvor mange går mon rundt på fødegange og jordemoderskoler med en følelse af fortvivlelse på grund af uforenelige krav fra hverdagen og uddannelsen? Nu hvor der er strejke, skal vi stadig nå vores mål for semesteret, vi skal bare nå dem på kortere tid. På den anden side kan strejken ses som et kærkommen pusterum, hvor vi får mulighed for at samle op, læse op, hanke op og se på uddannelsen og os selv ude fra. Desuden får vi gennem denne kronik mulighed for at præsentere os selv og vores arbejde til et større publikum. Så hvad synes I? Er vi gode nok?