Uddelerrokader i V. Thorup og på Gjøl

V:THORUP: Det er ikke kun Else Kristensen, der skifter job 1. juli. Uddeler Brian Thisted, SuperBrugsen i Fjerritslev og dermed også chef for LokalBrugsen i V. Thorup, har ansat Milred Sørensen som konstitueret uddeler for Lokalbrugsen i V. Thorup i sommerperioden. - Jeg er glad for denne midlertidige løsning, der foreløbig løber hen over sommeren, fortæller butiksbestyrelsens formand Jytte Pedersen. Milred Sørensen kommer fra et job som uddeler i brugsen på Gjøl, hvor hun har været chef siden efteråret 2005. Hun har tidligere været haft butikken Soft Ice Blokhus og arbejdet hos Dansk Supermarked i Århus. - Jeg skifter fra Gjøl til V. Thorup af personlige årsager og for at få mulighed for udvikle mig selv. Jeg glæder mig meget til det nye job, som jeg tiltræder mandag, fortæller Milred Sørensen. - Butikken i V. Thorup er lidt mindre end den på Gjøl, men omsætningen de to steder ligger på næsten samme niveau, tilføjer hun. Solveig Poulsen, der har været ansat i brugsen på Gjøl i 25 år overtager samtidigt ansvaret for butikken, indtil en ny uddeler kan tiltræde. Butiksbestyrelsen har udpeget den nye uddeler, men han kan først tiltræde 7. august. - Det er ikke første gang, at jeg midlertidigt overtager ansvaret for butikken. Så den opgave klarer jeg sikkert igen, fortæller Solveig Poulsen.