Frederikshavn

Ude af øje men ikke ude af sind

FREDERIKSHAVN:Det var det! Det var den tanke, der løb gennem værftsdirektør Niels Ørskovs hoved, da den allersidste nybygning fra Ørskov, det ufærdige stålskrog fra den kuldsejlede russer-handel, torsdag ved 18-tiden blev bugseret ud af havnen. - Ude af øje, ude af sind, plejer sådan at være grundholdningen ved afleveringer, men helt ud af sind får jeg nok aldrig det, der er gået forud for den sidste aflevering, siger Niels Ørskov. Tilbage er nu et så godt som tomt værftsselskab med nogle få endnu ikke frasolgte kraner og blokvogne og i bygningsselskabet en del ikke frasolgte tomme værftsbygninger. Foruden chefen selv desuden en kontoransat i hver af de to selskaber og så en enkelt mand på pladsen. En likvidation af værfts-koncernen forligger der ikke noget om endnu. - Hvor meget eller lidt vi skal køre resten af året, ved jeg ikke, men vi har som det væsentlige svaret enhver sit, undtagen banken. Den klarer vi ikke af med et nul, i betragtning af den pris, vi fik solgt de to sidste russer-nybygninger til. Men salget skete med bankens velsignelse, siger Niels Ørskov. Alene omkostningerne ved at have de to skibe liggende siden januar 2001 har årligt kostet værftselskabet 12-15 mio. kr. oveni en salgspris væsenligt under den bogførte værdi på 180 mio. kr. To store lussinger - I bund og grund var det markedet, der sendte stort set alle andre danske værfter til tælling, som også fik ram på os, siger Niels Ørskov. - To store lussinger, var for meget, siger Niels Ørskov og peger på, at Kil-rederiets konkurs i 1998 kostede familievirksomheden Ørskov et stort tre-cifret million-beløb. - Vi havde aktier i rederiet og andel i tre skibe og to i bareboat, så vi var godt sovset ind i Kil, og det kostede os mange penge den gang. Den øretæve kunne vi holde til, men at få en på den anden kind af russerne i et rent svindelnummer. Det blev for meget, og gav problemet med ikke at kunne tage nye ordrer ind, før russerne var solgt, konstaterer Niels Ørskov. - Men vi er, som vi er. Der blev holdt arbejdspladser i gang, og opløftende er det, at vi med næste generation stadig er i business, siger Niels Ørskov. Russer-handlen og familieværftets økonomiske skæbne bliver i øvrigt genstand for et indsalg i DR1's "Pengemagasinet" 11. september.