Ude af puberteten

Hanne Boel var et kæmpenavn i firserne, der blev større i halvfemserne. Så vendte hun publikum ryggen, men hun fortryder ikke

Salgstallene var enorme. Forventningerne var store. Men hun gik sine egne veje - upåvirket af publikums krav. Hanne Boel var en af landets største salgssucceser fra den første plade Black Wolf udkom i 1988, og opfølgeren Dark Passion fik både danskere, svenskere, nordmænd og sågar tyskere til at skråle med på "I wanna make love to you". Succesen var brusende – fem plader på seks år, men pludselig ville Hanne Boel ændre den formel, der havde givet hende karrieren. - I dag ser jeg det lidt som min musikalske pubertet. Jeg skulle være modsat og prøve noget anderledes, da jeg i 1996 lavede "Violent Silence", hvor jeg havde foretaget en drejning fra det, der gav mig kæmpesucces, husker den nu 47-årige Hanne Boel, siddende på det lånte kontor hos pladeselskabet på Frederiksberg. Beslutningen skulle vise sig at koste hende en stor del af fanskaren. For publikum kunne ikke forstå, hvor Hanne Boel ville hen. - Jeg tog det som en soleklar selvfølge, at det publikum, der havde fulgt mig siden starten ville følge med i den retning, jeg gerne ville. Men det ville de ikke, konstaterer Hanne Boel smilende. Og publikum var ikke ene om skuffelsen. - Jeg var også skuffet – njah måske snarere frustreret, fordi jeg kom ud med noget musik, som betød meget for mig og som havde været spændende at lave, Og der stod så det soul-blues-root-tilvænnede publikum, og ville have vi skulle spille det gamle. Jeg synes, det var røvirriterende, siger Hanne Boel. - Jeg troede vist, træerne groede ind i himlen. Dernæst tog jeg på turné, hvor jeg ovenikøbet nægtede at spille det gamle materiale. Så folk stod og skreg på "I wanna make love to you", men jeg spillede den ikke. Jeg synes, at den nye musik, jeg havde lavet var så spændende og fantastisk, og det synes mit band også, og jeg var skråsikker på, at folk ville lytte efter, griner Hanne Boel. Har selvrespekt Selv om Hanne Boel nu er kommet ud af puberteten, fortryder hun ikke, at hun holdt fast i sig selv og sine idéer. - Ikke en skid! Jeg ville aldrig have siddet hér, hvis jeg gjorde det. Jeg ville udvide min musikalske horisont og komme videre. Prøve noget nyt. Hvis jeg var fortsat i samme spor, så var jeg blevet træt af det hele, og så havde jeg nok undervist i musik i dag. Gnisten var ved at forsvinde, siger sangerinden. - Så gik jeg lidt rundt og lærte at blive rastløs igen, og begyndte så langsomt at kunne mærke, at der var musik, der skulle skrives og spilles. Jeg er glad for, at jeg var modig – at jeg turde satse på mig selv. Jeg har selvrespekten i behold, siger Hanne Boel, der ikke længere har problemer med at bruge fortidens hits. - Der gik nogle år, før jeg kunne se det – "Nå, men selvfølgelig vil folk gerne høre dem". De musikalske helte jeg har…når jeg går til koncert med dem, vil jeg selvfølgelig gerne høre det nye, men kun til en vis grad. Jeg vil da også gerne høre de hits, jeg faldt for. Og "I wanna make love" og nogle af de andre er også enormt spilbare – der var en grund til, at de blev hits, og det måtte jeg anerkende. Så nu spiller jeg dem, og det er ikke kun for publikums skyld. Hele orkestret og jeg selv inklusive kan godt lide at spille de sange, forklarer Hanne Boel. Dårligste plade I morgen udkommer så Hanne Boels tiende regulære studiealbum "Abaco"– og ikke overraskende mener pladeselskabet, at det er "hendes måske nok bedste plade". Men hvilken er så hendes dårligste? Hun tøver længe. - Misty Paradise, der udkom lige inden Silent Violence, er nok den jeg holder mindst af. Det er ikke fordi, jeg ikke kan stå inde for den, men den er en eksponent for det, jeg gerne ville væk fra. Den er sådan set teknisk og kvalitativt vellykket, og jeg kan sagtens stå inde for den og høre den, men rent følelsesmæssigt er den et stedbarn, siger Hanne Boel. - Tidligere var jeg ramt af den halvfemsersygdom, hvor jeg stod i en boble og alting bare skulle være større, vildere, bedre. Alle solgte masser af plader, og der var ingen ende på, hvad man kunne. Alt var stort, alt kunne lade sig gøre, råber Hanne Boel og kaster armen højt op i luften. - Det var også medvirkende til, at jeg brød af og lavede Silent Violence. Selv om salgstal ikke betyder det samme som før, er hun ikke ligeglad med, hvordan publikum tager i mod pladen. - Jeg håber da ikke, at den bliver en fiasko. Mit håb er, at den sælger sådan midt i mellem. 25.000-30.000 vil være tilfredsstillende, mener Hanne Boel. Gammelt lort Den nye plade er et produkt af hendes egen spilleglæde. - Musikere er priviligerede, vi kan gå tilbage til udgangspunktet: "Hvorfor startede jeg egentlig?". Det er der ikke mange andre brancher, der kan. Jeg startede fordi, jeg ville spille. Spille livemusik – det er der selve kernen…nej…sjælen er det rigtige ord. Det er der, sjælen ligger. Det vigtigste for mig ved den her plade er at komme ud at spille igen, siger hun og kigger påtaget nervøst hen mod døren: - Det skal pladeselskabet nok ikke høre…, siger hun og fortsætter så: - Jeg kan spille. Jeg er ikke en oppustet ballon, der kun lyder godt på plade. Jeg kan spille og jeg kan synge, siger Hanne Boel. Og selv om hun ikke vil nævne navne, er det tydeligt, at hun mener, at det er der for mange, der ikke kan. Og hun langer gerne ud efter pladeselskaberne, som hun mener, selv bærer skylden for branchens svigtende salg. - Der foregår en ensidig hyldest til det gamle, opsamlingsplader, pladeselskabernes ensidige satsen på det sikre, jeg kan godt brække mig over den tendens til, at alt hvad der er gammelt er godt – for meget af det er noget gammelt lort. Branchen bliver i øjeblikket straffet for ikke at have haft visioner, i årevis at have gået efter laveste fællesnævner og have svigtet at opdyrke talenter, tordner Hanne Boel. Nogle vil måske mene, at hun selv repræsenterer den gamle generation "Hanne, Sanne, Lis med videre", der burde gå på pension og give plads til andre. - Jamen, det er et fair nok at stille spørgsmålstegn ved det. Nu vil jeg ikke bedømme de andre, men bare tale for mig selv. Jeg står ved min linje og fast på det, jeg vil som artist. Og jeg synes i den grad, jeg har noget, som andre ikke har, og som appellerer til et publikum på min egen alder. Jeg skal ikke ud og have en fanskare af 15-årige. Desuden synes jeg, at jeg har en pligt til at holde mig gående. Det er vigtigt ikke bare at læne sig tilbage, siger Hanne Boel. - Desuden har jeg en erfaring, som gør det sjovere og nemmere at indspille. Jeg famler ikke og er mere afslappet, end jeg var for 20 år siden. Det at være sammen om at skabe musik, og der taler vi ikke kun de andre musikere, men også teknikere og producere, det synes jeg er fantastisk. Det er den vildeste naturdope, siger Hanne Boel. Stakkels talenter Hun misunder ikke de unge musikere, der i dag skal forsøge at slå igennem og skabe sig en karriere. - Da jeg debuterede, var det sådan i branchen, at man ikke behøvede at skulle have succes med den første og måske heller ikke den anden plade. Der var højere til loftet, hvilket også gav nye musikere tid til at finde sig selv. I dag skal det være langt mere perfekt, og sælger man ikke fra dag ét, så får man bare ikke flere forsøg. Dermed skræmmer man en masse mennesker væk og går glip af en masse talenter, fordi de ikke tør præsentere noget, før det er fuldstændig fantastisk. Jeg kender mange unge musikere, der hele tiden "lige er ved at lave noget", men det kommer bare aldrig, siger Hanne Boel, der hver sommer er censor på flere rytmiske konservatorier. - Der dunker jeg dem oven i hoved! Jeg siger til dem: Giv så slip! Brug hjertet. Lad vær med at tænke på, hvad du tror, andre vil synes. Ellers kommer det aldrig til at rykke. Brug hjertet, for fanden, gentager Hanne Boel