Ude på nye dybder

Anders Stenild er i sin gode ret til at mene, at der ikke eksisterer noget kvælstofproblem i den danske natur. Ligesom andre måske kan mene, at målinger på Stenilds egen ejendom, ikke nødvendigvis tegner et dækkende billede for den samlede nation.

EMNER 17. december 2011 05:00

Men når Stenild pludselig (13.12.) beskylder SF for at have været klar til at støtte en sovjetisk besættelse af Danmark under den kolde krig, fordi partiet i dag ønsker en bæredygtig samfundsudvikling, så vidner det om både en grotesk sammenblanding af postulater og en himmelråbende historisk uvidenhed. SF blev netop dannet i opposition til de totalitære og tyranniske styreformer, som bl.a. Sovjet var eksponent for. Og Stenilds beskyldninger er derfor dybt ærekrænkende. SF kan heller ikke tages til indtægt for Ole Sohns fortid - vi er blot glade for, at han som fhv. DKP'er kom på bedre (og mere demokratiske) tanker. Og "Ole Sohn-sagen" bekræfter og underbygger derfor absolut intet som helst! Stenild formår med sit rablende læserbrev kun at sænke debatniveauet til nye dybder. Skulle man fortsætte af den galej, ville modsvaret vel være at minde Stenild om hans partis kærlighed til strækmarch og skråremme i 30'erne - men det ville være lige så upassende i en debat om kvælstofkvoter, som de tarvelige udgydelser vi i dag har været vidne til.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...