Udeblevne skibe skaber huller

Arbejdspladser 25. oktober 2008 06:00

FREDERIKSHAVN: Det er en række udsættelser og omflytninger af skibsreparationer, der har skabt arbejdsmangel på Orskov Yard og resulteret i afskedigelse af 19 timelønnede. - Vi har været højt oppe at køre, og er efter afskedigelserne stadig godt 200 ansatte, men vi har haft så mange flytninger af aftaler her i efteråret, at det har skabt nogle huller i produktionen, forklarer værftsdirektør Jeppe Ørskov, og afviser, at der er planer om yderligere afskedigelser. Blandt andet er nogle supplybåde, der skulle have været i dok i oktober, udskudt til december. Jeppe Ørskov siger, at der ikke umiddelbart er tegn på afmatning i reparationerne, selv om fragtraterne ude på verdenshavene er bremset op. Den frygt, han kan have, set i skæret af den økonomiske krise, er at rederne søger billigere frem for hurtige løsninger. - Vores force er tiden, og hvis markedet går ned, begynder rederne at se mere på kroner og ører og sejler østpå, påpeger Jeppe Ørskov. Indenfor værftets store enkeltsegment, offshoremarkedet, boom'er det fortsat. - Så derfor er vi blevet ramt af, at de ikke altid lige har tid til at gå på værft til planlagt tid, siger han. Tillidsmanden på Orskov Yard, Henrik Olesen, beklager den opståede arbejdsmangel. - Men vi kan ikke gøre noget ved det, når rederne trækker og udskyder, siger Henrik Olesen, der afventer, hvad fremtiden bringer, men heller ikke regner med flere afskedigelser.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...