Udelukkelse som forudsætning

Særligt kirkens højrefløj har engageret sig stærkt i debatten med trusler om at gå, men også med anklager om brud på det lutherske skriftsyn. Den lutherske skriftbrug grunder sig på Martin Luthers forståelse af Skriften, hvor det ikke er Skriften som sådan, der er hellig, men om Skriften forkynder og maler den korsfæstede og opstandne frelser for det læsende og hørende menneske. Luther sagde, at Skriften skulle "drive på Kristus", så at alt afhænger af, om det forkynder Kristus, og først når Skriften gør det, kan den kaldes hellig skrift. Derfor er det evangeliske udgangspunkt aldrig, "at det står i Skriften", men "hvorfor det står i Skriften". Forkynder et bibelsk udsagn Jesus som korsfæstet og opstanden, eller gør det ikke? Man kan ikke blindt henvise til, at det står i Skriften, for der er intet, der falder ned fra himlen, heller ikke Bibelen. Blindt at henvise til Skriftens udsagn er ikke at ville tage ansvar for sin tro, men at dække sig under noget andet. Blindt at henvise til Skriften er ikke at ville stå nøgen for Gud, men at ville have et figenblad at dække sig med. Derfor kan man heller ikke afvise homoseksuelle velsignelser med blinde udsagn om, at Skriften siger sådan eller sådan. Det er en vilkårlig brug af Skriften, for den siger mange ting, og hvis man endelig vil bruge den argumentation, burde man begynde med de krav, der er stillet til en selv og ikke til andre. Hvis man f.eks. ikke vil vie fraskilte eller velsigne homoseksuelle, burde man ordentligvis også rette sig efter Jesu udsagn om at sælge alt, hvad man ejer, og give det til de fattige (Matt. 19, 21). Man skal holde op med at ville have de andre til at opfylde kravene, før end man selv prøver at opfylde dem. Kravene i Bibelen er ofte stillet for at afsløre vores utilstrækkelighed og behovet for en frelser. Man gør sig tingene for let, hvis man tror, at man kan opfylde Bibelens etiske fordring. Man springer faktisk Jesus over. I hele det nye testamente er det kun Paulus, der omtaler homoseksualitet (Rom. 1, 26-27, 1. Kor. 6, 9 og Tim. 1, 10), og her kun som Paulus' egen tolkning af kristendommen. Alle tre steder, hvor Paulus omtaler homoseksualitet, er det negativt. Men hvad man skal holde sig for øje, er, at omtalen af homoseksualitet hos Paulus er Paulus' tydning og tolkning af kristendommen. En tydning og tolkning, som han fandt på relevant måde kunne beskrive sider af kristendommen på den tid. Men hvad med Jesus selv? Jesus selv har ifølge evangelierne ingen udsagn om homoseksualitet. Men der findes utallige udsagn og handlinger, hvor Jesus rækker hånden ud til de udstødte og stigmatiserede (f.eks. Matt. 8, 1-4, 9, 20-22; Mark. 25-34; 7, 24-30; Luk. 8, 27-36; 9, 46-48; 10, 25-37; 14, 15-24; 15, 1-10, 15, 11-32; 17, 11-19; 19, 1-10; Johs. 4, 1-26; 5, 1-18; 8, 1-11; 15, 9-17). Jesus overskrider mange af disse steder kløften mellem adskilte mennesker. Det er altså ikke så ganske ligetil at finde en fællesnævner for det nye testamentes holdning til homoseksuelle. Jesu helende gerning er den, at han bringer dem, der er på kanten af samfundet ind i fællesskabet igen. Alle beretninger om Jesus taler om det. Og selve kernen i evangeliet - korsfæstelse og opstandelse - handler om, at Jesus tager lovens adskillende forbandelse på sig og bliver ene og udskilt fra alle på et kors. Opstandelsen påskemorgen er både på et ganske dagligdagsplan og på et universelt plan genoprettelse af fællesskabet på tværs af alle skel. De, der råber højt om brud på skriften og mener, at Guds vrede er over folkekirken, hvis en form for ritual indføres, må gerne overveje dette en ekstra gang. Kunne det være, at afstanden til homoseksuelle er grundet i lovens skismatiske bud og ikke i evangeliets gerning? Er man i virkeligheden forarget på evangeliets befriende og helende ord? Det kan jo være, at man i virkeligheden står evangeliet imod. Og det kunne være, at det lutherske skriftprincip slet ikke er så brudt, som det synes. Det kunne være, at tiden nu er moden til, at evangeliets forkyndelse også kan høres her: at de homoseksuelle er fuldgyldige medlemmer af den kristne menighed. For evangeliet er svagt og sårbart (Luk. 2, 12). Det tvinger ikke sin gerning igennem, men arbejder stille og roligt (Johs. 5, 17). Nu kan det være, at tiden endelig er moden til, at evangeliets budskab om, at de homoseksuelle er inkluderet i fællesskabet, kan høres. Og det kunne være, at de, der taler om frimenigheder, her skulle tænke sig om en ekstra gang. Den danske frimenighedstradition har altid været brugt til at udvide friheden og aldrig til at indskrænke den. Hvis man laver frimenigheder til at udelukke homoseksuelle, indskrænker man friheden. Man laver således ikke en frimenighed, men en lovmenighed. Der er ingen i folkekirken, der tvinger nogen til at velsigne homoseksuelle. Friheden til at gøre det eller lade være er central i folkekirken. De mulige nye frimenigheder har udelukkelsen som forudsætning. En sådan menighed har ganske simpelt ikke livet foran sig.