Aalborg

Uden erfaring

POLITIKERE:NORDJYSKE skriver (4.11.) om, hvordan en ny afgift kan ramme Aalborg Portland. Som lægmand kan jeg ikke kommentere på dette. Det, der slår mig, er alle de nationale afgifter, der indføres i vort land, fordi vi skal være foregangsland for alle andre nationer. Ih, hvor er vi miljøbevidste! Vi kan redde verden her fra Danmark. Vore nationale tiltag må da koste det hvide ud ad øjnene og tusindvis af arbejdspladser, som flyttes til lande, hvor man har en - efter min mening - større forståelse og accept for erhvervslivet. Det er jo det, vi skal leve af. Vi kan ikke leve af afgifter, så lukker industri, landbrug m.m. Desuden tænker jeg på, hvor vidende ministre og politikere er. Intet kan ske i vort land, uden de ved alt og har en løsning. I nævnte indlæg (4.11.) ved finansministeren mere om Portlands økonomi end den administrerende direktør. En stor del af folketingsmedlemmerne og ministrene er endnu ikke tørre bag ørerne, har aldrig været ude i erhvervslivet, men har en højere akademisk eksamen. Den kan altså ikke bruges uden erfaring fra det virkelige liv.