Uden gebyr dør dankortet

Frederikshavnsk bankdirektør forstår folks vrede, men der er ingen vej uden om gebyr

Betalingsmidler 22. april 2003 08:00

FREDERIKSHAVN: Hvis dankortet skal videreudvikles, og skal det forblive vores fælles, samlede betalingskort, så vi undgår et utal af plastickortet i tegnebogen, er der ingen vej uden om gebyrer. Det er signalet fra adm. direktør i Nordjyske Bank med hovedsæde i Frederikshavn Jens Ole Jensen. Som øverste leder af et pengeinstitut har han fulgt debatten om gebyr på dankort nøje, og efter hans mening har den været for unuanceret. Igen må han notere sig, at folk er rasende over at skulle betale et gebyr hver gang, dankortet køres gennem automaten. Både i en artikel her i NORDJYSKE, hvor vi havde loddet stemningen blandt frederikshavnske dankort brugere, og i en ny meningsmåling fra PLS Rambøll der viste, at 68 procent af danskerne mener, bankerne selv skal betale gebyret. - Jeg forstår godt folks argumenter, men jeg må forholde mig til de hårde kendsgerninger. Og de er, at får vi ikke lov til at tage gebyr, der kan dække omkostningerne til at videreudvikle og fastholde det nuværende dankort, så bliver det afskaffet, og vi får en lang række kort. Og de er allerede ved at blive produceret, siger Jens Ole Jensen. Han understreger, at der er ikke tale om en trussel fra hans side. Han vil nemlig også nødig af med dankortet. - Det er ikke i forbrugerens interesse og heller ikke i lokale bankers, at vi får alle mulige forskellige kort. Dankortet er helt unikt. Det kan bruges af alle, og det kan bruges alle steder, og det er noget af det billigste, der findes. Vi skal sikre vores enestående situation i verden, at vi kun har ét kort. Forudsætningen er, at pengeinstitutterne, der står for udviklingen, får nogen til at være med til at betale for den ekstra udgift, som udviklingen kræver, siger Jens Ole Jensen. Dankortet er i dag ret enkelt i sin konstruktion, og sikkerheden er måske ikke længere helt tidssvarende. Derfor skal der laves om til at moderne plastickort med indbygget microchip. Det er udviklingen til dette fremtidens kort, som bankerne ikke vil stå med alene. Jens Ole Jensen afviser derfor, at bankerne er ude på at skumme fløden nu, hvor de har vendt næsten tre ud af fire danskere til at bruge dankort. - Der er ingenting her i livet, der er gratis. Det er anvendelsen af dankortet heller ikke. Nogen skal betale for det, og i dag betaler man det over den såkaldte rentemarginal, så det er altså ikke ligesom luft, man bare indtager gratis, siger Jens Ole Jensen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...