EMNER

Uden Gud går det ikke

Oprigtig Dronning Margrethe om at finde troen som voksen, om tvivlen, om ikke at komme til at se sine oldebørn - første afsnit

Hendes majestæt Dronning Margrethe besøger Nationalparken i Thy 7. september. Arkivfoto: Grete Dahl.

Hendes majestæt Dronning Margrethe besøger Nationalparken i Thy 7. september. Arkivfoto: Grete Dahl.

Den varme efterårssols stråler ligger og godter sig mellem årerne på det slidte egeparketgulv. Det er godt nok bonet til glans og meget, meget glat, men det viser lige så stolt dagligdagens slid frem. Også de ægte tæpper og de smukkeste møbler fra det ene århundrede efter det andet snakker med om mennesker, der lever og har levet med hinanden og alle os andre. Der er faktisk hyggeligt her i Riddersalen på Amalienborg. Rart og helt regulært hyggeligt. Nu kalder livristen os frem, vi lader balkonen ud til Slotspladsen bag os, går gennem den gule salon og drejer til højre ind på biblioteket. Der står Hendes Majestæt Dronning Margrethe II og rækker hånden frem og siger goddag med det smil, vi alle kender så godt. Den abrikosfarvede silkebluse er blank og elegant, spadseredragten er kakaobrun og klassisk seriøs. Og så der er en glad gravhund strikket ind i trøjen. Kan man andet end at smile tilbage? Også herinde er rart at være. Der er roser på det blankpolerede skrivebord ved vinduet, og på de indbyggede bogreoler står nyere bøger som i andre læselystne hjem. Alle Tolkiens værker på rad og række. Også Ringenes Herre, som Dronningen selv har illustreret og har et ganske særligt forhold til. John le Carré og Salman Rushdie. Og så er troldmandslærlingen Harry Potter budt indenfor i hardcover. Dronningen byder os at sidde ned, så venligt og umiddelbart imødekommende, at man straks bliver tilpas med at være lige præcis den, man er, lige præcis, hvor man er. Samtidig er alle sanser lynende bevidste om, at her et menneske, det er noget ganske specielt at være i selskab med. Ikke fordi, her råbes op om forskellen, men fordi hun vitterlig er et ophøjet menneske blandt mennesker. I kraft af sig selv. Her er ikke en gnist af selvhøjtidelighed eller snobberi, men flere hundrede års nedarvet respekt for det hverv, der er blevet hende givet. En respekt. En accept. En ro Dronningen er folkekirkens overhoved og har sagt ja til et interview om tro. Ikke et let emne at spørge om endsige svare på, men Dronningen åbner rummet med endnu et smil og siger beroligende til gæsten, at "jeg har det med at gå ud af tangenterne, så det er meget godt, De har nogle spørgsmål forberedt." I halvanden time taler vi i dyb koncentration. Med mange, mange smittende smil og fortællende fagter bevæger Dronningen sig rundt i sin tro og i sit liv med stor åbenhjertighed. Vi begynder i sorgens stund, hvor Dronningen i ordets egentlige betydning lørdag 15. januar 1972 stod i ensom majestæt på balkonen. Kong Frederik IX var død aftenen før. I dagene inden havde Dronningen skabt sit eget valgsprog. Det blev til "Guds hjælp, folkets kærlighed, Danmarks styrke". Store ord, der klart fortæller, at Dronningen tillægger troen en betydningsfuld rolle. - Jeg havde ikke for alvor gjort mig nogle præcise tanker før. Det skulle jeg ikke gå rundt og tænke på, når det ikke var aktuelt. Det kom i de dage op til, jeg virkelig skulle beslutte mig. Min far fortalte om sit valgsprog, og jeg mærkede snart, at det for mig var vigtigt både at have Gud og Danmark med, og så ville jeg gerne have et ekko af Frederik VIIs valgsprog, "Folkets kærlighed, min styrke". Men det skulle være Danmarks styrke. Hvis ikke folket havde kærlighed, ikke til mig, men til landet, så er der jo ingen styrke. Og det er klart, at uden Gud går det ikke. Hvis man kan sige det på den lidt primitive måde... Dronningen ler for første gang af mange. Selv om emnet er højtideligt og dagene dengang var sorgfulde, er livsglæden og viljen til den gode stund sammen med andre stærk. Og så kommer smilet let. At vælge valgsprog var en gerning, der skulle udføres omhyggeligt. Så det blev den. Men Dronningen var "ikke voldsomt optaget af det kirkelige på den tid, slet ikke, slet ikke". Det kom senere, men det begyndte der i de første fjorten dage af januar 1972, da Kongen blev syg og døde. - Jeg følte, jeg fik meget mere hjælp til min nye opgave, end man bare kunne forvente at få. Fra min familie, fra rundt omkring i landet i det hele taget. Men der var mere end det. Dronningen havde en enkelt gang prøvet at surfe på et surfboard, og viser nu hvordan med armene strakt foran sig. - Den samme fornemmelse af at blive båret ind af noget, der er langt stærkere end en selv, synes jeg, jeg oplevede i de dage.