Iværksættere

Uden helte ingen iværksætterånd

Iværksættere skal i rampelyset i stil med sportens og musikkens store navne

AALBORG:Først den dag igangsættere nyder lige så stor opmærksomhed som pop- og sportsstjerner, vil iværksætterånden for alvor brede sig i Danmark. Der skal helte til for at lokke iværksættertrangen frem hos danskerne, mener Urs Gattiker, forskningsprofessor i iværksætteri eller entrepreneurship ved Aalborg Universitet gennem fem år. Og han erkender blankt, at det kan være svært at opdyrke legender om store bedrifter i et land, der på halfdanrasmussensk vis mere hælder til et liv kolonihaver og kruspersille. - Lige netop de elementer er samtidig med til at gøre landet til et dejligt sted at leve, og måske kan man ikke få begge dele på én gang. Men alligevel har Danmark jo fostret dygtige forbilleder som Mads Clausen, der skabte Danfoss, på bedste vis fulgt op af næste generation, uden at det har medført stjernestatus blandt de unge, fremhæver Urs Gattiker. Hans ansættelse som iværksætterprofessor, finansieret af Det Obelske Familiefond, udløb ved årsskiftet, og han er lidt bekymret for, hvor meget af hans femårige indsats, der er blevet hængende - ud over lidt øget opmærksomhed om iværksættere i universitetsverdenen. - Og opmærksomhed er jo ikke nok i sig selv. Regeringen gør jo også en masse for at opmuntre folk til at blive iværksættere, men det flytter altså for lidt, siger Gattiker, canadier med schweiziske rødder. Han mener, at der fra statslig side bruges alt for meget krudt på at snakke om behovet for iværksættere, og han finder det helt hen i vejret, at man ønsker at fordoble antallet af kvindelige iværksættere - hvilket nærmest vil kræve, at man ændrer familiemønstret herhjemme. I stedet skulle man meget hellere tilbyde fra folk, der selv på egen krop har erfaret, hvad der skal til for at slå igennem. - I almindelighed undervurderer folk, måske især studerende, hvad det kræver at gå i gang som iværksætter. Det er jo ikke som et job. De første par år må du finde dig i en levefod på niveau med SU, du kan glemme alt om ferier, og der er heller ikke noget med 8-16 arbejdstid, understreger den nu forhåndværende professor. Han mindes, hvordan nogle af de studerende fra København med ambitioner om at starte for sig selv, når det kom til stykket dårligt kunne finde penge til togbilletten, når de skulle deltage i workshops og seminarer i Aalborg. - På universitetet får de studerende måske nok en masse at vide om entrepreneurship, men de lærer ikke, hvordan man rent faktisk får en virksomhed op at stå. Du skal lære at gøre, hvad du er god til - en god opfinder er ikke nødvendigvis en god marketingmand, påpeger Gattiker, der selv er tilbage på banen som iværksætter med hele to it-selskaber. SIDE 2