Uden hold i virkeligheden

Påstand om kapacitetsproblemer i byggebranchen holder ikke, mener Dansk Byggeri

Der er masser af byggeaktivitet i København, blandt andet med Metro-byggeriet, men ude i landet foregår der ikke særlig meget, fremhæver Dansk Byggeri.Foto/Bax Lindhardt/Scanpix

Der er masser af byggeaktivitet i København, blandt andet med Metro-byggeriet, men ude i landet foregår der ikke særlig meget, fremhæver Dansk Byggeri.Foto/Bax Lindhardt/Scanpix

KØBENHAVN:En analyse fra Bygherreforeningen viser, at der ikke er entreprenørmæssig kapacitet til de mange store byggeopgaver i de kommende år. Men rapporten rammer desværre helt uden for skiven, mener Dansk Byggeri.

- Vi deler ganske enkelt ikke Bygherreforeningens virkelighedsopfattelse. Man stirrer sig blind på et enkelt delsegment – nybyggeriet af offentlige institutioner som bl.a. super-hospitalerne – men glemmer at betragte den samlede mængde opgaver på bygge- og anlægsområdet. Og så er det, man risikerer ikke at se skoven for bare træer, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.

- Det er mange offentlige byggerier i gang, men byggerierne er spredt ud over så mange år, at der jo ikke sker meget dramatiske skift fra år til år. Og samtidig er den private byggeaktivitet historisk lav, og heller ikke erhvervsbyggeriet står foran et boom, siger Bo Sandberg.

Faldende byggeaktivitet

- Det må derfor være en ekstra spand isvand i hovedet på de håndværkere, der ventes at blive ledige i 2015, når Bygherreforeningen samtidig fejlagtigt postulerer, at der ikke er kapacitet i bygge- og anlægsbranchen til at løfte opgaverne i de offentlige ordrebøger, siger Bo Sandberg og fortsætter:

- Journalister, politikere og organisationsfolk befinder sig typisk i København, hvor det nærmest er umuligt at færdes på gaden uden at passere et vejarbejde eller en byggeplads for eksempel i forbindelse med Metro Cityringen. Men det skal man altså ikke lade sig forblænde af. Vest for Valby Bakke foregår der ikke særlig meget bygge- og anlægsaktivitet i disse år, siger Bo Sandberg.

International åbning

EU´s indre marked for arbejdskraft og tjenesteydelser åbner sig år for år, og under højkonjunkturen 2005-2007 havde bygge- og anlægsbranchen stor gavn af udenlandsk arbejdskraft, som løftede kapaciteten i branchen.

Siden da er der kommet yderligere tempo i denne proces, og Dansk Byggeri forventer, at tendensen forstærkes i de kommende år, og Bo Sandberg vurderer, at krisen i Sydeuropa og dele af Østeuropa får mange sultne entreprenørvirksomheder til at stille skarpt på det stabile nordeuropæiske og skandinaviske marked.

Selvom Bygherreforeningens nye rapport i Dansk Byggeris optik er udtryk for en temmelig alternativ virkelighedsopfattelse, så er de indeholdte politikanbefalinger ganske fornuftige.

- Vi er enige med Bygherreforeningen i, at den lille danske økonomi skal åbnes endnu mere op over for udlandet, og at vi skal undgå danske særregler som for eksempel brandkrav, arbejdsudlejeskat mv. Vi er også helt på bølgelængde, når det gælder krav til bedre planlægning af byggerierne og tidlig inddragelse af de udførende virksomheder samt bedre rammebetingelser for at konsortier af mellemstore entreprenører får mulighed for at byde på de mange opgaver, fastslår Bo Sandberg.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden