Frederikshavn

Uden job er der ingen bosætning

Antallet af arbejdspladser i Frederikshavn Kommune faldt på tre år med 764 og var i 2016 på det laveste niveau siden 2010. Det går ud over bosætningen

- Et godt job har afgørende betydning for en eventuel flytning, siger erhvervsdirektør Niels Bay Christensen, Erhvervshus Hus.
- Et godt job har afgørende betydning for en eventuel flytning, siger erhvervsdirektør Niels Bay Christensen, Erhvervshus Hus.

Opdateret 24. marts 2017 kl. 09:07

FREDERIKSHAVN: Nye, attraktive boligkvarterer som eksempelvis Golfparken er en vigtig brik i kommunens bosætnings politik.

En anden afgørende faktor, der kan øge tilflytningen af nye borgere, er muligheden for at få et job i Frederikshavn Kommune.

Her er der en stor udfordring.

Antallet af job i Frederikshavn Kommune er nemlig dalende. I 2016 var der 19.253 fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere, som havde deres arbejdsplads i Frederikshavn Kommune. Det er det laveste antal job siden 2010 og et fald på 764 arbejdspladser fra 2013-2016.

- Vi har færre job, end vi har lønmodtagere i kommunen, og det gør det vanskeligt at have en aktiv bosætningsstrategi, da et godt job har afgørende betydning for en eventuel flytning, siger erhvervsdirektør Niels Bay Christensen.

Job og indpendlere

Faldet i antal job skyldes ikke mindst lukningen af Martin-fabrikken i starten af 2016, kommunens store sparerunde og nedlæggelse af flere hundrede kommunale job de seneste tre år samt den faldende oliepris’ afsmitning på offshore og andre maritime erhverv.

- Kun med et joboverskud kan vi tiltrække nye borgere og dermed sikre arbejdskraft og efterspørgsel i lokalsamfundet, for eksempel i detailhandelen, siger erhvervsdirektøren.

Pendlerne

En anden udfordring er at få nogle af de mange indpendlere til at bosætte sig i kommunen.

- Hvis man bor i en større by og pendler til job, viser erfaringen, at disse pendlere i en højkonjunktur har tendens til at søge arbejde tættere på deres bopæl, hvor jobmulighederne er større, siger Niels Christensen.

Befolkningstallet

Kommunens befolkningstal skrumpede fra 2010 til 2016 med 1761 borgere, og ifølge befolkningsfremskrivningen vil der i 2045 være knap 2000 færre borgere i Frederikshavn Kommune end i 2016. Medmindre det lykkes at knække befolkningskurven. For eksempel med nye arbejdspladser på havnene i Skagen og Frederikshavn.

- Byrådet har turdet tænke langsigtede vækstinitiativer med havneudvidelserne. Det er godt, for det løser ikke sig selv. Vi skal stå sammen, og virksomhederne skal tage dialogen om bosætning, når de ansætter nye folk, siger Niels Bay Christensen.

Den gode nyhed er, at der for første gang i 10 år er balance i antallet af tilflyttere og fraflyttere fra Frederikshavn Kommune, og at der for første gang i 10 år er et stigende fødselstal i kommunen.

I 2016 flyttede 2137 borgere fra Frederikshavn Kommune, mens 2128 nye borgere flyttede til kommunen.

Tæller man flygtninge og indvandrere med, var der i 2016 en nettotilvækst på 110 borgere i Frederikshavn Kommune.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden