Uden spor af fjerde indbrudstyv
Vandfyldte grøfter og højt græs gør det svært at finde alle tyvekosterne fra Koldby
KOLDBY: Hos efterforskerne ved Midt- og Vestjyllands Politi er der stadig ikke spor efter den fjerde mand, som var med til indbruddet ved Koldby Ure & Optik Guld & Sølv på Borgergade torsdag morgen i sidste uge.
Tre af de fire gerningsmænd blev varetægtsfængslet til 19. december, efter de blev anholdt i Struer efter en hidsig politijagt på hovedvejen mod syd.
Undervejs blev der smidt tyvekoster ud af bilruderne, og en del blev samlet ind i løbet af natten og senere på dagen, da det var blevet lyst.
- Men der ligger nok en del endnu, fortæller lederen af efterforskningen, politikommissær Jim Hansen.
De vandfyldte grøfter og det høje græs har gjort det vanskeligt at finde alle tyvekosterne, og først en gang i næste uge forventer Jim Hansen, at de indsamlede smykker, ure og andet, som blev stjålet fra butikken, er blevet registreret færdigt.
Derefter kan der laves en samlet oversigt over, hvor meget, der endnu ligger langs vejen.
Jim Hansen siger, at Politihjemmeværnet har været ude med metaldetektorer, men at ordensmagten overvejer, om der eventuelt skal søges assistance fra private foreninger med metaldetektorer, som måske kan skaffe de sidste dele til veje.
Butikken i Koldby blev for halvandet år siden udsat for indbrud, men ifølge Jim Hansen er det meget usandsynligt, at det er de samme gerningsmænd.
- Men når vi får resultaterne af dna-prøverne, skal de jo holdes op mod resultater fra andre steder.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.