Udenbys roser Farsø

Faciliteterne på banerne og i Dronning Ingrid Hallerne helt i top

FARSØ:- Det mest komplette vi nogensinde har oplevet. Citat træneren for Sjællandske Mørkøv IFs lilleputter, Lasse Jakobsen, under førstedagen af Landsmesterskabet for årgang 92 og 93 under de Danske Gymnastikforeninger, DGI. På og ved Farsø Stadion, hvor FUIK, Farsø/Ullits Idrætsklub, lægger græs til hundreder af spillere fra næsten alle egne af Danmark. - Det er jo helt fantastisk, at vi efter tre indledende kampe i dag kan snuppe en tur i svømmehallen for at køle lidt ned. Eller spise i cafeteriet et stenkast herfra. Hjemme hos hos skal man nærmest rejse til flere forskellige destinationer for at få det samme udbud af service og aktiviteter. FUIK er ikke selv repræsenteret med et lilleputhold under landsmesterskabet. - Ærgerligt, men sådan er sportens verden. Nogle kvalificerer sig, andre gør ikke. Det er ligesom OL, lyder det lettere omskrevet fra FUIKs formand, Kim Nyby. I dag fortsætter mesterskaberne på en, to, tre, fire, fem, seks baner. Landsfinalen under DGI er en mere afslappet udgave af DM under Dansk Boldspil Union, DBU. - Her handler det ikke bare om resultater. DGIs turneringer samler ofte de spillere op, der næppe ville slå igennem hos DBU, men det er ikke sådan, at det ene er bedre end det andet. Der skal være plads til begge typer spillere, siger Mørkøvs træner, der har et ben i begge lejre.