Udendørs filmshow i Vestbjerg

Vestbjerg 12. september 2002 08:00

VESTBJERG: Måske inspireret af den netop afholdte Jarre - koncert kun få kilometer væk, afholdes der på lørdag for første gang nogensinde en udendørs filmforestilling i Vestbjerg. Der kan måske ligefrem tales om et filmshow, idet de tre lokale arrangører - Ungdomsklubben, biblioteket og Ungdomsskolen - har lagt mange kræfter i at skabe nogle gode rammer for arrangementet. Leder af Ungdomsskolen Vagn Dalgaard fortæller, at idéen opstod i Vestbjerg Samråd, og at der straks var opbakning bag planerne. Arrangementet finder sted om aftenen kl. 20,00 i skolegården ved Vestbjerg gl. skole på Mejlstedvej. Det er filmen "Ocean's eleven" - en spændingsfilm om århundredets kup i Las Vegas med blandt andre Brad Pitt og Julia Roberts - der vises på storskærm. Vagn Dalgaard oplyser, at arrangørerne har haft nogle af de samme problemer som ved Jarre - koncerten. Således har det været nødvendig, at indlægge yderligere el på pladsen, ligesom vejrudsigterne studeres nøje i disse dage. Der skulle dog ikke blive de samme mudderproblemer, da arrangementet foregår i en asfalteret skolegård. De tre arrangører håber på mindst 200 publikummer. Entré udgør 20 kr, der kan lejes stole for 5 kr og Ungdomsklubben vil servere biografslik og andre fornøjelser. Pcj

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...