Motionsidræt

Udendørs fitness ved Brønderslev Hallerne

Brønderslev Hallerne på vej med ny initiativer til borgerne. Der kommer også en legeplads.

De udendørs maskiner kan tåle at stå ude i al slags vejr. Arkivfoto: Michael Bygballe

De udendørs maskiner kan tåle at stå ude i al slags vejr. Arkivfoto: Michael Bygballe

Brønderslev får et udefitness-center - ved Brønderslev Hallerne. Brønderslev Hallerne går i gang efter jul, når frosten er af jorden. - Vi håber, at fitness-maskinerne er klar til april-maj, fortæller halinspektør Christian Brønden fra Brønderslev Hallerne. I forbindelse med, at den ekstra Brønderslev-hal blev indviet i august i fjor, blev det aftalt, at der skulle etableres et område med legeplads, udendørs fitness med mere. - Det var et led i byggetilladelsen, hvor der blev givet dispensation fra krav om p-pladser, mod at vi til gengæld etablerede legeplads og udendørs fitness. Christian Brønden har sammen med sine medarbejdere Brian Hansen og Michael Jensen været på studietur til en messe i Köln, hvor de har set på et meget stort udbud af legepladser og fitness-udstyr med mere. - Legepladsen skal selvfølgelig være med det rigtige faldunderlag og legeudstyr, der er tilpasset lovgivningen. Legeplads og fitness-udstyr koster ca. 400.000 kr. Vi søger Nordea Fonden og andre fonde om penge. Men vi har også 150.000 kr., som blev sat hen, da idrætssamvirket i den tidligere Brønderslev Kommune lukkede ned. Christian Brønden fortæller, at alle skal kunne bruge maskinerne. - De er lavet i galvaniseret jern, så de kan tåle at stå ude i al slags vejr. Det er baseret på, at personer, der er ude at løbe, lige tager en tur i maskinerne. Der er tale om cirkeltræning, som kendes fra indendørs fitnesscentre. Det bliver gratis at benytte de udendørs maskiner. Også krudtuglerne, deltagerne i Start to Run med flere kan få glæde at fitness-centret. - Det kan måske være med til at trække flere til Brønderslev Hallerne. - Vi er jo en del af idrætsbæltet med blandt andet Nordjyllands Idrætshøjskole, der har et mere avanceret teambuildingcenter, klatretårn med mere. I forvejen har fitnessklubben et fitnesscenter indendørs i Brønderslev Hallerne. Christian Brønden har fortalt om projektet til byrådsmedlem Gitte Krogh fra Brønderslev, der har efterlyst outdoor fitness. Ifølge formand for Brønderslev Hallerne, Henrik Jensen, vil projektet være med til at forskønne området. - Vi kan så håbe på, at Brønderslev Kommune snart vil gå i gang med at pynte op på det gamle stadion. Efter at den ny hal er indviet, er der kommet meget mere liv i hallen. - Vort cafeteria kører også godt. Mange lejer sig ind i hallen til fødselsdage med mere. Der holdes også flere private fester, store møder med mere. Byrådsmedlem Gitte Krogh, der har været fremme med sin idé, mener, at Hedelund Rhododendronpark er en god placering. - Jeg har fået rigtig mange tilkendegivelser, efter at ideen er præsenteret i NORDJYSKE Stiftstidende. - Jeg vil da ikke stå i vejen for placeringen. Og måske der er plads til to. Det skal blot være sådan, at folk kan komme fra gaden, og benytte et tilbud, siger Gitte Krogh.