Udenlandske måltyve

Både White Hawks og AaB fremviste profiler i første møde

Ishockey 25. august 2007 06:00

White Hawks AaB Ishockey 5-3 Ishockey, NORDJYSKE Cup Af Jens Ole Pedersen jens.ole.pedernse@nordjyske.dk @Brød.9.u-indryk:FREDERIKSHAVN: I sæsonens første møde på isen mellem White Hawks og AaB Ishockey var det en stribe udenlandske profiler i hver lejr, der afgjorde tingene. I målet har høgene fra Frederikshavn en kapacitet i Lubomir Pisar, som også mod AaB brillerede. Hos aalborgenserne fik landsholdskeeper Peter Hirsch en pause, og derfor var målet overladt til en lidt usikker tjekke, Lukas Plsek. Ude på isen var der skarprettere på begge hold, og det var således en svensker, en lette, en amerikaner og en tjekke, der sørgede for scoringerne i det nordjyske opgør. De to førstnævnte sørgede for en AaB-føring efter første periode. Tobias Holm fortsatte, hvor han slap torsdag aften med at lave mål. White Hawks nåede akkurat at blive fire spillere på isen, da den farlige svensker sikkert sendte en returpuck fra Lubomir Pisar i nettet, og første periodes fornemste oneman-show stod Aleksandr Macijevski for. 17 minutter inde i perioden driblede han sig elegant fri og sendte pucken op i hjørnet uden chance for Pisar. Hjemmeholdet var særdeles tæt på en hurtig udligning efter Tobias Holms scoring til 0-1, men Matt Davidsons skud prellede af på overliggeren hos den vikarierende AaB-keeper Lukas Plsek, som fik lov at vogte målet fra kampstart i stedet for Peter Hirsch. Der var tidspunktet taget i betragtning masser af tempo over begge hold allerede i de første tyve minutter, og der blev også flittigt afsluttet med de to AaB-profiler, Holm og Macijevski, som de eneste med pletskud. Høge i front I anden periode var det så White Hawks-profiler, der slog til anført af den amerikanske nyerhvervelse Matt Davidsson. Først sendte han et isskud fra distancen ind til 1-2 i en situation, hvor AaB’s reservekeeper ikke så alt for godt ud, og senere i perioden fik Davidsson i to forsøg udlignet til 2-2. Derefter var det tjekkiske Martin Spanhel til at komme på måltavlen. I overtal fem mod tre udnyttede han muligheden fra tæt hold, og så var høgene pludselig i front efter en anden periode, hvor det altså var hjemmeholdet, som var de mest skarpe på isen. AaB havde bestemt også deres muligheder, men Pisar præsterede dobbeltredninger og greb også et godt skud fra Aleksandrs Semjonovs. I tredje periode var det så AaB’s og Tobias Holms tur til at slå igen, men der skulle dog fire minutters udvisning til hjemmeholdet, før det lykkedes at udligne til 3-3. Kort efter kom høgene i overtal, og her var Radim Piroutek meget tæt på 4-3, men han vippede pucken på stolpen. Hjemmeholdet fik en ny gylden chance med to mand i overtal i 1.25 minut, og via AaB’s Brian Casey fik Vjaceslavs Fanduls pucken i mål til 4-3 før Tatu Backman afgjorde kampen definitivt. [ Kampfakta: Periodecifre: 0-2, 3-0, 2-1 Mål: 5.36, 0-1 Tobias Holm ass. Antti Rahkonen (5-4 spil), 17.01, 0-2 Aleksandr Macijevski uass., 27.45, 1-2 Matt Davidson ass. Radim Piroutek, 35.37, 2-2 Matt Davidsson uass., 37.24, 3-2 Martin Spanhel ass. Vjaceslavs Fanduls (5-3 spil), 46.28, 3-3 Tobias Holm uass. (5-4 spil), 56.22, 4-3 Vjaceslavs Fanduls. (5-4 spil) 59.53 5-3 Tatu Backman Udvisninger: White Hawks 12x2 min., AaB 12x2 min. Hoveddommer: Michael Nielsen. Tilskuere: 801.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...