Litteratur

Udenom kærligheden

DIGTE Brian Dan Christensen: "Engle af glas" Brian Dan Christensens debutsamling handler om forhold mellem to, deres kærlighed, deres syv års lykke, deres gensidige sproglige bedrag og evne til at tale udenom og lave omskrivninger: Jeg siger det til dig men siger i virkeligheden ikke det jeg gerne vil, men det jeg tror gør det nemmest at forstå, hvad det egentlig var jeg ville sige Men der er også digte, der handler om ordenes betydning og deres manglende dækning af den virkelighed, man vil have, at de skal udtrykke. Andre tekster fortæller om det dybestliggende i mennesket, arketyperne: Generne glemmer ikke de behårede kroppe og samfundsstridige lyster. Evolution er make-up. Måske har du ret - måske skal man lære at glemme? Christensen anvender i sin ellers enkle sprogføring undertiden et billedmættet sprog, fyldt med irrationelt materiale som "Jeg er sat i længsel og filer kæderne over med det jeg sidder inde for". Og han elsker paradokset, hvad enten det går ud over de liljer der i mange af digtene er placeret på kommoden, eller det drejer sig om at se ud, som man er, eller være som man ser ud. I enkelte digte er der tale om deciderede stilbrud: "Mit lys, hvorfor har du pisset på mig?" Det er en debutsamling med nogle gode digte, der lyser af umiddelbare poetiske kvaliteter, men det er, som lurer de mange refleksioner på det lyriske lag i digtene. Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk Brian Dan Christensen: „Engle af glas" 48 sider, 125 kr. Brøndum. Udkommer i dag.