Udenrigsminister kalder drab på IS-leder for et vigtigt skridt

Drabet på Abu Bakr al-Baghdadi er vigtig for kampen mod Islamisk Stat og terrorisme, skriver minister.

Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), kalder det et vigtigt skridt i kampen mod Islamisk Stat og terrorisme, at lederen af Islamisk Stat, Abu Bakr al-Baghdadi, er død i et amerikansk angreb. (Arkivfoto)

Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), kalder det et vigtigt skridt i kampen mod Islamisk Stat og terrorisme, at lederen af Islamisk Stat, Abu Bakr al-Baghdadi, er død i et amerikansk angreb. (Arkivfoto)

WASHINGTON D.C.: På det sociale medie Twitter reagerer den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), på nyheden om, at lederen af Islamisk Stat, Abu Bakr al-Baghdadi, er død i et amerikansk angreb.

- Vigtigt skridt i kampen mod ISIL (Islamisk Stat, red.) og terrorisme. Vi må aldrig lade al-Baghdadis rædsler vende tilbage, skriver udenrigsministeren.

- Danmark er stadig engageret i den fortsatte kamp mod ISIL's umenneskelige og ekstremistiske ideologi, fortsætter han i det korte tweet.

Baghdadi udråbte i 2014 et kalifat i store dele af Irak og Syrien.

Islamistiske krigere havde under lynoperationer fordrevet de officielle styrker i Irak og Syrien. Islamisk Stat etablerede en hovedstad i byen Raqqa i det vestlige Syrien.

Ud over udenrigsministeren har andre Christiansborg-politikere også reageret på drabet på Abu Bakr al-Baghdadi.

En af dem er politisk leder for De Konservative, Søren Pape Poulsen.

- En vigtig begivenhed i kampen mod Islamisk Stat. Lederne skal sættes ud af spillet, og for hver gang, det sker, kommer vi skridtet tættere på at bekæmpe dem, skriver han på Facebook.

Også Inger Støjberg, næstformand for Venstre, har været ved tasterne for at udtrykke sin glæde over drabet.

- Det er en stor og meget glædelig nyhed for den demokratiske verden, at selve symbolet på alt det ondskab, som Islamisk Stat står for, endelig er væk, skriver hun på Facebook.

Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, tager ligesom sine kolleger nyheden med stor glæde.

- Det er en stor skalp, de amerikanske specialstyrker tilsyneladende har fået ramt på i nat. Verdens mest eftersøgte terrorist, lederen af Islamisk Stat, Abu Bakr al-Baghdadi, rapporteres nu dræbt, skriver han på Twitter.

På et pressemøde har den amerikanske præsident, Donald Trump, søndag eftermiddag dansk tid fortalt om angrebet, som fandt sted lørdag i det nordvestlige Syrien.

Ifølge Trump døde Baghdadi i en tilstand af "panik". Han havde et bombebælte spændt til kroppen, som han udløste, efter han var kravlet ind i en tunnel uden udgang. Han havde tre børn med sig, som døde ved eksplosionen.

Et antal islamister blev dræbt under aktionen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.