Udfordring til cykelryttere

Cykelsport 1. juli 2003 08:00

BRØNDERSLEV: Cykelløbet hedder "Udfordringen", og en udfordring blev det. Syv kondistærke cykelryttere fra Brønderslev Motionscykelklub har gennemført et krævende cykelløb fra Rendsburg i Tyskland til Viborg . De 386 kilometer blev klaret på knap 16 timer, og kunne ifølge Jens Oluf Andersen, 69 år, være klaret hurtigere, hvis ikke et enkelt sammenstød og en sprængt kæde havde givet ufrivillige pauser undervejs. De syv cykelryttere fra Brønderslev var foruden alderspræsident Jens Oluf Andersen og holdleder John Brix følgende: John Lundgaard, John Larsen, Lars bokelund, Jens Peter Nymand og Bjørn Balle Petersen. Et cykelløb på 386 kilometer klarer man ifølge Jens Oluf Andersen ikke uden forudgående træning. Deltagerne har vinteren igennem dyrket spinning en gang om ugen og cyklet to gange om ugen. De syv steg på en bus i Aalborg klokken 19 og nåede Rendsburg klokken to om natten. Derefter blev der spist morgenmad, og cyklerne blev gjort klar. Klokken fire om morgenen tog de hul på 386 kilometer mod Viborg. Feltet, der bestod af både danskere og tyskere, stoppede seks gange undervejs, og fik de indvortes depoter fyldt op. Ifølge Jens Oluf Andersen holdt de syv fra Brønderslev sammen under hele løbet og hjalp og støttede hinanden, når det var nødvendigt. På trods af det krævende løb, var der tid til at nyde de smukke landskaber undervejs, selv om det kuperede landskab omkring Egtved og især Dollerup Bakker "trak tænder ud" - et udtryk alle cykelryttere forstår, hvad betyder! Da de syv endelig nåede målet i Viborg, havde de - ovenpå en nat tilbragt i en bus - siddet 13 timer og 20 minuter i sadlen. - Når målet er nået, er det ikke strabadserne, man husker, siger Jens Oluf Andersen. - Det er derimod sammenholdet, og den måde man yder hinanden hjælp, når det er nødvendigt. Løbet, der arrangeres af Viborg Turistforening, havde 260 deltagere. Yngste deltager var 18 år og Jens Oluf Andesen ældst med sine 69 år. Hurtigste cykelrytter gennemførte løbet på 11 timer og 29 minutter, sidste mand var i mål efter 19 timer og 15 minutter. Jens Oluf Andersen har gennemført løbet tre gange før, og Bjørn Balle Petersen var også med sidste år. Allerede nu har de syv cykelryttere sat sig nye mål. Nordjylland Rundt køres 9. august.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...