Udfordringen ligger i at nå helt ind til det enkelte menneske

Demenskordinator vil lukke døren op mellem sig og patienten

FREDERIKSHAVN:Når Ulla Jørgensen vender hjem fra sit arbejde er hun ofte ret træt i hovedet. Det har hun nemlig brugt flittigt - på en helt speciel måde. Ulla er demenskoordinator, og arbejder med demente patienter i Sydbyen. Hun har været sygeplejerske i 27 år - først som hospitalssygeplejerske i 18 år og derefter ansat i hjemmeplejen i 1995 - siden 1996 som demenssygeplejerske. Ulla Jørgensen kommer fra en familie, hvor det var naturligt at tage sig af hinanden. - Jeg tror det stammer fra da jeg som 12-årig stak ned og flettede min oldemors hår, når mor og mormor var ude at rejse eller mor havde for travlt. Bagefter skulle jeg i skole - men jeg skulle først lige købe mælk til oldemor - og så to kager. Den ene fik jeg med videre på min vej til skolen, siger Ulla Jørgensen. - Min oldemor var en dejlig kvinde. Hun havde tid til mig, der var en ro over hende - og hun var jo vis. Det jeg godt kan lide hos gamle mennesker - de har en utrolig erfaring og visdom de kan øse af, når bare man giver sig tid til at lytte. For selv om man er dement, kan man stadig give noget, siger Ulla Jørgensen. Og hendes øjne lyser op og afslører glæden over arbejdet. Respekten for ældre lå naturligt i hendes familie - noget hun har givet videre til sine tre døtre, som også har fast besøgsdag hos familiens ældre. De bløde værdier Arbejdet med demente er et ønskejob - men kan også være en ren energitapper. Og det kræver ganske særlige egenskaber, mener Ulla. - Du skal kunne give de bløde værdier og ikke alle kan dét. Du skal være nærværende i den korte tid, du har til din disposition. Det er nødvendigt hos demente, fordi deres personlighed er krakeleret. Jeg skal være dén, der skal skabe ro, så patienten bliver tryg. Det kræver respekt for et andet menneske - og at man holder af mennesker og evner at sætte sig i deres sted, siger Ulla Jørgensen. Hun virker rolig, tjekket og med styr på det hele - men hendes lunte kan også antændes. - Brænder du for en sag, må du sætte din mening igennem, for at nå dit mål. Derfor måtte jeg i en periode skifte fra demente patienter til hjemmesygeplejen. For jeg har oplevet, hvor godt vi kan gøre det for de demente, hvis vi fik lov til det. Så jeg stod af, da jeg erkendte, at det optimale ikke kunne realiseres - på grund af manglende økonomi. Men jeg vendte tilbage, fordi jeg alligevel følte, jeg kunne gøre en forskel. Nu ser jeg en sport i at få mest muligt ud af de meget begrænsede ressourcer, siger Ulla Jørgensen. Nærvær og samvær Hun mødte første demente patienter ad bagvejen - som aftensygeplejerske. - Når jeg og to sygehjælpere var alene med 33 medicinske patienter, var der ofte et par demente imellem. De kræver ekstra tid og omsorg, så jeg lærte at beskæftige dem, mens jeg selv fortsatte mit øvrige arbejde. Når jeg f.eks. skrev blodprøver ind, sad den demente med en blok ved siden af mig og skrev med. Og i et andet tilfælde gik patienten med rundt og skænkede op, når jeg uddelte vand ved sengetid. Patienten kom med ind i arbejdet - uden jeg egentlig forstod, hvad det var jeg gjorde. Det blev faktisk min debut i arbejdet med demente, siger Ulla Jørgensen, År senere følte hun, der var plads til at udfordre sin faglighed. Og i 1996 tog hun imod tilbuddet om et diplomkursusur for demenskoordinatorer. - Det var en stor forandring fra hospitalet til arbejdet med de demente på fuld tid. Det faglige er på plads, men pludselig har du et fremmed menneskes hjem som arbejdsplads. Man må lære at overskride nogle grænser hos sig selv, uden at træde over patientens grænser. Men jeg er da blevet smidt på porten - og kommet ind igen, smiler Ulla Jørgensen. Jeg skal lukke døre op - Demente patienter hører til i eget hjem, og de er en faglig udfordring for plejepersonalet. Du er dig selv på en anden måde. Jeg bliver træt i mit hoved, fordi jeg er på hele tiden - og bruger mine følelser på en anden facon. At kommunikere med én, der har mistet sproget og er svært dement er en udfordring. Du kan f.eks. ikke behandle en dement, der ikke kan tage sit tøj på, som et barn. Men måske har patienten netop samme problemer som et barn, hvis patienten er langt nede i sit færdighedsrepertoire. Og så kan det være svært at få lov at hjælpe - og man kan risikere at blive skældt ud. Den fjendtlighed skal du kunne håndtere, siger Ulla Jørgensen. Dét ser hun så som én af de store udfordringer i arbejdet med de demente patienter. - Kan jeg få skabt tillid og en god stemning, kan patienten som regel huske mig - ikke ved navn, men på mimik, smil eller stemme. Men det er forskellige problematikker hver gang - mit job, ud over det faglige, består så i at få lukket døren op mellem os to. Det værste ved sygdommen er netop, at mange demente ingen sygdomserkendelse har. Det giver nederlag på nederlag. Og i begyndelsen må jeg give patienten endnu et nederlag for at se, hvad patienten kan. Men inden jeg forlader dem, skal jeg sørge for, at vi alligevel har fået en god oplevelse sammen, siger Ulla Jørgensen. Hun er lige så glad for sit job som demenskoordinator i Område Syd i dag, som da hun første gang, gik i gang med arbejdet i 1996. - Det er blevet lige så spændende, som jeg havde forventet. Når du ind til et menneske i den korte tid, du er der og får dem til at føle sig som værdige individer, har min dag været rigtig god, siger Ulla Jørgensen.