Lokalpolitik

Udfordringer forude

Thisted Kommune går ind i det nye årti med ny borgmester, ny kommunaldirektør, to nye forvaltningsdirektører og 11 nye byrådsmedlemmer.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Lene Kjelgaard (V), Thisteds nye borgmester, kunne på mandagens nytårskur for medarbejderne på Thisted Rådhus se frem til starten på et nyt årti med fortsatte udfordringer. Foto: Peter Mørk

- Velkommen til et nyt årti. Sådan indledte borgmester Lene Kjelgaard (V) nytårskuren for medarbejderne på Thisted Rådhus mandag eftermiddag. Det skete med en høj grad af erkendelse af, at der ikke alene er tale om et nyt årti, men også om en periode, der starter med nye folk på en række poster. Lige fra 11 nye medlemmer af det 27 mand store byråd til en ny kommunaldirektør og to nye fagdirektører. Medarbejderne på rådhuset kunne derfor møde den nye kommunaldirektør Carsten Sand Nielsen "frisk fra fad". - Jeg har været her fem-seks timer - så spørg bare, men ikke om alt for interne forhold. Der er meget jeg skal ind i, sagde Carsten Sand Nielsen. Lene Kjelgaard understregede, at der ligger udfordringer forude. Stram økonomi skaber et følgende politisk pres, hvor der fortsat stilles krav om rationaliseringer, tilpasninger og for at se på mulighederne for at udnytte ressourcerne bedst muligt. - Vi har været gennem en kommunalreform, der er sket en tilpasning af strukturen i kommunens administration, men der vil også være behov for at tilpasse kerneydelserne, sagde borgmesteren og understregede, at der skal ses på opgaveløsning med henblik på fortsat kvalitet, men også tværfaglighed. Mens Lene Kjelgaard havde sin første arbejdsdag som borgmester, havde hendes forgænger, Erik Hove Olesen (A), allerede takket af. - 4. januar 2010 er en mærkelig dag, sagde Erik Hove Olsen, som i går "låste sig ind" på rådhuset for sidste gang, inden han afleverede sin nøgle til bygningen. - Jeg har haft nøgle siden, huset blev bygget, sagde han.