Udfordringer til fantasien

Nye kunstværker afsløret, da Tofthøjskolen tog hul på det nye skoleår

STORVORDE:- Det er vigtigere, at I bruger jeres fantasi, end at I bliver soldater, lød det fra kommunens førstemand Kristian Schnoor (S), da de 565 elever på Tofthøjskolen i Storvorde i går tog hul på det nye skoleår. Med disse ord varmede borgmesteren op til afsløringen af et nyt kunstværk, som i fremtiden får sin plads på væggen i skolens indgangsparti. Det tredelte kunstværk, som er kreeret af Dokkedal-kunstneren Leif Lindstrøm, er kommunens og håndværkernes gave til skolen i anledning af den nyligt overståede renovering og tilbygning, og inspirationen er hentet i H. C. Andersens eventyr "Fyrtøjet". - Når I ser på relieffet, så prøv at forestille jer en soldat, som møder en gammel mosekone, der beder ham kravle ned i bunden af et hult træ for at hente "Mosekongens ring". - Og tænk så samtidig på, at kunstværket er lavet af en gammel moseeg, hvis historie går flere hundrede år tilbage, appellerede Kristian Schnoor. Også skolebestyrelsen var i gavehumør oven på sommerferien. Ja, skolebestyrelsesformand Leila Bjerg kunne ligefrem mærke det "krible ned ad ryggen", da hun trak forhænget til side og afslørede Maritta Møller Madsens maleri med titlen "Skolens værdigrundlag". Trygheden er illustreret ved to bøger, som læner sig op ad hinanden og nærmest danner et telt eller en hule. Samarbejdet symboliseres ved to elever , der sammen har opstablet et bjerg af bøger, som nu skal bestiges. Forskelligheden kommer til udtryk ved, at en enkelt elev har fået en anden farve, og respekten - eller måske snarere den manglende respekt - personificeres af en elev, der danser tango på ryggen af en bog. Maleriet, som i øvrigt også vrimler med matematikformler, badutspring og alskens andre motiver, der hører skoledagen til, er indtil videre tiltænkt en fast plads i skolens festsal. Og lærere og elever får dermed en daglig påmindelse om, at tryghed, samarbejde, respekt og forskellighed ikke bare er nogle fine "skål-ord", som man på Tofthøjskolen slår om sig med ved festlige lejligheder. - Jeg synes virkelig, vi her i Storvorde forsøger at tage vores værdigrundlag alvorligt - og får en hel masse ud af begreberne i dagligdagen, erklærer skoleinspektør Peter Anker, som i øvrigt skønner, at der i går blev sat uofficiel skolerekord i sammenstimlen i festsalen. Ikke mindst de 62 nye børnehaveklasseelever og deres forældre satte et markant præg på sammenkomsten, der markerede starten på det nye skoleår, og i det hele taget er skolen inde i en støt og rolig vækst. Alene i Peter Ankers relativt korte "regeringstid" er flokken af elever vokset fra 480 til 565 videbegærlige unge mennesker.