Udgået: Breschel bliver hurtigt klar

Matti Breschel slap fra lørdagens styrt i Tour de France uden brud, men han skal have syet en flænge

Matti Breschel måtte forlade Tour de France efter et styrt. Arkivfoto: Kenzo Tribouillard/Scanpix

Matti Breschel måtte forlade Tour de France efter et styrt. Arkivfoto: Kenzo Tribouillard/Scanpix

VILLARS-LES-DOMBES:En forslået og hårdt medtaget Matti Breschel (Cannondale) gik med langsomme og svære skridt ned af de få trin fra det mobile Tour de France-lægehus og direkte ind i en bil uden at sige noget.

Den 31-årige dansker var tydeligvis i smerter både ved at gå og i særdeleshed, da han skulle kæmpe sig ind i bilen.

Dog var der situationen taget i betragtning gode nyheder fra holdets pressechef, Matthew Beaudin.

En dyb flænge

- Han har fået en dyb flænge på den nederste del af højre ben, og det skal sys sammen, men han har ikke brækket noget, og han burde blive klar igen hurtigt, siger Beaudin.

Breschel var også forbundet kraftigt på den ene arm, men ifølge pressechefen er det kun overfladiske skader.

Uheldet skete på lørdagens 14. etape, da Matti Breschel forsøgte at køre tilbage til feltet efter at have stoppet for at tisse.

Kunne ikke undvige

En anden rytter styrtede foran danskeren, som ikke kunne undvige, og dermed også røg ned.

Cannondale-rytteren blev lagt på en båre og fragtet frem til målbyen Villars-les-Dombes Parc des Oiseaux i en ambulance. Uheldet skete omkring 50 kilometer fra målstregen.

Breschel er den anden dansker, der udgår af Tour de France. Michael Mørkøv (Katusha) måtte opgive på 8. etape, efter at han i flere dage havde forsøgt at komme sig over et styrt på 1. etape.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.